#fastaval15 debrief: Del 1 – Rollespil

Fastaval 2015 er mit tredje Fastaval. Første Fastaval hvor jeg ikke er Otto-dommer, første gang som arrangør med en fast plads i baginfo/bunker-lokalet. Kamilla og jeg havde vores eget Fastaval-scenarie med (Dødbringende Vinger – bare rolig, der skal nok komme flere blog-indlæg om det), jeg havde skrevet en håndfuld rum til Mortens store Hinterlandet-hulesystem Dragedræberens Grav og sidst, og samtidig mindst, havde jeg skrevet Nano-scenariet Bunkeren som en del af antologien “Fortællinger fra Fem Faldne Riger“.

Lad os tage Fastaval i kronologisk rækkefølge, og starte med onsdag aften.

Hinterlandet

Jeg var spilleder på Hinterlandet af Morten Greis Petersen Fakkelskov både onsdag og torsdag aften, og de bliver lige slået sammen her. Begge gange var, som sædvanligt, forrygende oplevelser. Morten har skrevet et system, som er let at gå til. I år havde han også lavet en bunke præ-genererede karakterer, som skar 45-60 minutter af spilstarten, så vi havde endnu bedre tid til at udforske hulesystermerne.

Jeg havde generelt gode spillere, som var med på legen; jeg havde begge spilblokke et forstyrrende element i form af en spiller, der brugte meget tid på at tale udenom…dog uden rigtigt at forvente respons på mange af tingene. Jeg kunne godt mærke, at det er en af mine svagheder som relativt ny spilleder – at jeg ikke har lært hvordan jeg lukker den slags ned. Det er en af farene ved con-spil – at man ikke kender sine spillere på forhånd, og derfor kan rende ind i den slags elementer – det er heldigvis første gang, jeg har haft den oplevelse selv.

Årets hulesystem i Hinterlandet var ét stort system på tværs af blokkene. Derfor kunne man komme ud for, at samme spiller kommer igennem samme del af hulesystemet – og det gav mig en rigtig god kreativ udfordring, da jeg i torsdagens blok havde oplevelsen af en spiller, som pludselig udbryder: “Gud! Nu ved jeg hvor vi er!” og derefter i strålende detalje beskriver de første 5-8 rum, jeg har tænkt mig at sende spillerne igennem. Han havde nemlig været der i formiddags-blokken, og havde derfor været med til at slagte en god portion af de røvere, som befolkede hulesystemets første rum ( i hvert tilfælde, når man kom fra den side).

Christmas on the Moon

Jeg havde glædet mig til at skulle spillede Christmas on the Moon af Michael Mørk Jensen – et Alien-scenarie, sat i årene før den første film i serien. Scenariet havde en masse gode toner, selvom enkelte ting ved plottet ikke helt var min kop te, og jeg havde glædet mig til at skulle spillede det. Fasta-guderne var dog ikke med mig, og vi måtte aflyse hele to hold. Jeg har dog scenariet med hjem, og glæder mig til at få det prøvet på et senere tidspunkt…måske lige med en enkelt plot-ændring eller to.

The Long Orbit

Det næste scenarie jeg havde på programmet var The Long Orbit af Rachel E. S. Walton. Foromtalen til scenariet havde givet mig en lækker Rumrejsen 2001/Event Horizon-feel, og det var præcis det, jeg fik. The Long Orbit havde nogle fantastisk skrevne karakterer – der var lagt op til SÅ meget interpersonlig drama, uden at det på nogen måde føltes fastlåst eller tvungent.

Systemet, som scenariet brugte, er Monster Hearts. Hvis man kender systemet, gav det åbenbart nogle referencer, som man ellers ikke fik – jeg hørte i hvert tilfælde spilleder og en af spillerne debatere hvilket monster, hver karakter var, og det var lidt ødelæggende for oplevelsen.

Alt taget i betragtning var det dog et fantastisk scenarie, hvor spillerne selv var med til at skabe masser af fiktionen og de forskellige elementer på rumskibet, hvor det hele foregik. Det er klart et scenarie, jeg kunne finde på at køre igen, hvis jeg kan få fingrene i .pdf’en.

Dødbringende Vinger

Som allerede nævnt er Dødbringende Vinger vores første scenarie – ja, jeg har også været medforfatter på to hulesystemer på Hinterlandet, og skrevet et selv, men der er en helt anden nervepirrende fornemmelse, første gang andre end dig selv skal spille din baby. Vi var skrevet op til at have 17 hold, men endte med to aflysninger – en på grund af sygdom, og en på grund af vores egen forvirring, da vi skal til at have spillere fra reservekøen.

Hvordan gik det? Generelt godt. Vi vidste godt, det ikke var et perfekt scenarie – det er trods alt vores allerførste scenarie, og vi havde ingen illusioner om at vinde en Otto. Det var lidt hårdt, at dommerne efterfølgende roste vores formidling til skyerne, og så ikke være nomineret; det virkede lidt som beskeden “Du får 9, med pil op,” til en eksamen.

Publikum, derimod, lod til at være rigtig godt tilfreds. Specielt den første gruppe jeg selv kørte var fyldt med folk, der grinte og high-fivede på tværs af bordet, og i løbet af Fastaval kom flere op til os, og roste os for den stemning, scenariet skabte i rummet. Vi havde endda en spiller der endte med at kontakte os, for at spørge om hun kunne købe en kopi af scenariet med skydeskive og det hele. Dejlig følelse!

Når det så er sagt har vi også fået en masse feedback fra både dommerne og folk, som har læst scenariet, og alle de ting, vi kunne have gjort bedre – og de har sgu allesammen ret. Der er klart potentiale til en 2’er lige der.

Model Protectorates

Model Protectorates af Moyra Turkington gav mig min bedste rollespilsoplevelse på Fastaval – og ikke kun årets Fastaval, men i alt på de tre år, jeg har deltaget. Scenariet handler om en familie under anden verdenskrig, som bliver flået med ind i modstandsbevægelsen – ikke på grund af egne valg, men på grund af omstændighederne. Det satte os i en masse svære valg, og gruppen jeg spillede med var fantastisk.

Der findes åbenbart en trancenderende oplevelse mange har på Fastaval – at græde, under et scenarie. Jeg har ikke selv oplevet det endnu, men jeg kunne mærke tårene presse på under sidste scene i scenariet, hvor familien har deres sidste kop kaffe i stilhed, inden de skilles ud i natten.

Model Protectorates bliver åbenbart udgivet i en antologi på Kickstarter i løbet af foråret, og det er en kampagne jeg bliver nødt til at støtte.

Grotesk

Det sidste rollespil, jeg selv fik spillet, var Grotesk af Mads L. Brynnum. Grotesk er en komedie om Fastaval, og den del af Fastaval der i populær tale bliver kaldt for “Eliten”. Scenariet tager tykt pis på Fastaval, og og hele kulturen omkring ‘det nyskabende’ og det at skrive scenarier for at vinde Otto-priser.

Om scenariet stadig er sjovt, hvis man ikke kender de typer – det ved jeg sgu ikke. Men vi havde det fantastisk sjovt, og grinte højt flere gange undervejs. Scenariet har en fantastisk mekanik, hvor man skifter mellem “dengang” og “i dag”, og den fungerede rigtig godt. Det kræver at alle spillerne er på, for skiftene sker meget pludseligt, og nogle gange vil man bare gerne gøre sin sætning færdig.

Derudover gjorde scenariet én ting helt fantastisk – efter flere af “dengang”-scenerne kom spilleder med en “Det var ikke lige sådan jeg husker det…” og så blev scenen ellers vendt om, og ham, som fremstod som en vinder første gang, blev pludselig den største taber – og vice versa. Det var en skøn mekanik, som jeg bliver nødt til at stjæle til noget.

Bunkeren

Sidste del af mit indlæg her er måske lidt snyd – for jeg har ikke selv spillet Bunkeren. Bunkeren er det nano-scenarie, jeg skrev til antologien “Fortællinger fra Fem Faldne Riger”, og er nok det mest klassiske rollespil i antologien.

Da jeg ikke selv var med til at spille det, var det en ganske fornøjelig oplevelse, hver gang en spiller kom hen til mig, og glad fortalte om den historie, de havde brygget sammen. Der var alt fra Dr Who-inspirerede historier, til historier om børneastronauter der besøgte planeten for at finde ud af, hvem der havde genmodificeret dem til at dø som 16-årige, helt over til en historie om øglemænd fra det ydre rum.

Det er en meget speciel oplevelse, at skrive noget, og så ellers ikke høre noget, før folk dukker op og fortæller om de oplevelser, de har haft.

Næste gang

I næste indlæg vil jeg skrive mere om alt det andet, der er skønt ved Fastaval. Følg med her på bloggen, eller ‘like’ Spil og Spilopper på Facebook, hvis du vil have en update, når det sker!

Advertisement