Rollespilsskrivning som Terapi (og de første spæde skrift mod en synopse)

Som det nok er til at læse ud fra indlæggene på bloggen her, er rollespil en ting jeg bruger meget af min tid på for tiden. Foruden et Director’s Cut af Dødbringende Vinger med Kamilla og et unavngivent Fastaval-projekt med Oliver og Simon, har jeg haft en historie, jeg ikke har kunnet få ud af hovedet før den kom ud af hænderne.

Det er en anden form for rollespil end de andre ting, jeg ellers har lavet. Hvor Dødbringende Vinger og det Unavngivne Projekt er mere eller mindre fjollede hyldester til genrer jeg holder af, er Bornholmeruret Der Gik I Stå nemlig en meget, meget personlig historie.

Jeg har gået og bakset meget med nogle bestemte episoder fra min barndom over de seneste par år. Det er ikke fordi jeg har haft en forfærdelig barndom, med store traumer, der skal gennemarbejdes. Mit barndomshjem var såmænd “bare” hjemsøgt – det er ikke en ting, jeg snakker meget om… det er (for mig) bare et faktum, og noget, som var en del af min hverdag som barn.

Når jeg snakker om det i dag (og her kommer grunden til, at jeg sjældent gør det), bliver jeg ofte mødt af både mærkelige blikke, og folk, som gerne vil fortælle mig om at mine oplevelser i virkeligheden har været en barnehjerne, der forsøger at rationalisere ting, den ikke kunne forstå. Det kan være et dårligt miljø, overaktiv fantasi… og meget andet.

Og ja, det har helt sikkert aldrig været en dans på roser. Men alt i alt vil jeg mene at jeg er kommet godt ud af det hele, ikke mindst på grund af mine forældre, og den kærlighed og støtte, jeg altid har fået.

Men alligevel. Hvad nu, hvis det hele i virkeligheden bare har været overaktiv fantasi og vrangforestillinger?

Ja, hvad nu hvis?

Det er lige netop med den bagtanke: “Hvad nu hvis?” at jeg satte mig foran computeren, for at begynde at skrive på det, der så endte med at blive en synopse. Det er noget af det mest personlige jeg nogensinde har skrevet, kun overgået af talen til mit bryllup, og en opsang om kræft, jeg engang har forfattet. Det gjorde overraskende ondt at skrive, og det er med bævende hænder at jeg skriver de her ord, og lader musen hænge over “Publish”-knappen mens jeg tænker.

Og tænker.

Og overvejer.

Og tænker.

Hvis du læser det her? Ja, så trykkede jeg på den. Hvis ikke? Så var det ligesom det.

Jeg ved ikke, om det her bliver til mere, end det er nu. Hvis det gør, er det nok ikke lige rundt om hjørnet. Uanset hvad, er her de første spæde skridt til en synopse med arbejdstitlen Bornholmeruret Der Gik I Stå. Kom endelig med kommentarer, jeg kan tage det meste.

Bornholmeruret Der Gik I Stå

Unavngiven

Når jeg ser tilbage på det nu, kan jeg godt se at det hele startede med at bornholmeruret, spisestuens pryd, gik i stå. Hver gang Far satte det i gang, gik det i stå på præcis det samme tidspunkt… Hver. Eneste. Gang.

I et lille hus i provisen bor familien Birch. De er en vaskeægte kernefamilie med Mor, Far, Lillebror og en Storesøster, som for nyligt er flyttet hjemmefra. Udadtil er alt fryd og gammen – men inde bag de lukkede døre er ikke alt, som det billede familien viser andre.

Mor, som er den følsomme i familien, begynder at se ting i hjemmet, og det varer ikke længe, før resten af familien også begynder at ane noget. Det går op for hende, at Bornholmeruret går i stå på præcis det tidspunkt Inger, Mors bedste veninde, døde på.

Far er den skeptiske, der med fælder og teknik nok skal bevise, at der ikke er noget galt – og hvis der er noget, er det helt sikkert nogle lømler, der laver ballade. Storesøster begynder at gøre alt hun kan, for at undgå at besøge sit barndomshjem. Besøgene fra Inger bliver langsomt mere og mere intense, og da Lillebror tager en pige med hjem og introducerer for familien, eskalerer situationen…eller er det noget andet, som er dukket op? Lillebrors nye kæreste ser en gammel, vred mand, der stirrer olmt på hende gentagne gange. Hvem er han, og hvor kommer han fra?

Da mor bliver hasteindlagt på hendes fødselsdag går det først for alvor løst. Er det Inge og den vrede mand, der har påvirket den følsomme mor? Eller er det blot en kernefamilies forfald? Er der mere mellem himmel og jord – eller er det familien selv, der skaber spøgelserne på grund af alle de følelser som er i det lille hjem?

Udgivet af

brichs

Bare en glad nørd

4 kommentarer til “Rollespilsskrivning som Terapi (og de første spæde skrift mod en synopse)”

  1. Jeg synes næsten baggrundshistorien er mere interessant end scenariet, men det kan godt blive et virkelig fedt scenarie. Gå i gang i dag.

    Like

    1. Man kan vel aldrig gå i gang for tidligt 😉 Jeg er faktisk allerede i gang med at skitse nogle scener og karakterer…og så ellers læse en god portion lignende scenarier, som der kan stjæles fra 😛

      Like

  2. Jeg savner også lidt at se selve-scenarie/rollespilsdelen i det, men som Johs også siger kan det sgu blive til et virkelig fedt scenarie. Så skriv løs for pokker, det skal sgu nok blive godt 🙂

    Jeg har derudover en vis erfaring med at skrive rollespil som terapi selv. Du er velkommen til at skrive, så kan vi udveklse erfaringer og ideer.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s