Det er ingen hemmelighed, at jeg er glad for crowdfunding. At kunne være med til at støtte nogle projekter, der ellers nok aldrig havde set dagens lys, er nu en ganske fin effekt af internettets popularitet. Det er en skøn følelse at være med til at hjælpe, så det psykologiske skub er også med her-
Her er en status over de projekter, jeg går og venter på… Og dem, jeg har fået hjem for nyligt.
Rollespil og lir
T-DICE er det eneste projekt, jeg pt. afventer bliver færdigt. Det er noget så simpelt som en fin d6 – men det er for mig også en hobby i sig selv at finde flotte seks sidede terninger.
T-Dice (som er en forkortelse for Tron-Dice) findes både i metal og i træ. Metalterningen er finest, men jeg har en dårlig erfaring med metalterninger med relativt spidse hjørner på træborde, så jeg er selv på træ-udgaven. Der er også noget sjovt i et så futuristisk design i træ. Kampagnen kørte til og med 5. maj, og fik indsamlet lige under 200% af det ønskede beløb.
Forventet levering: September 2015
Vampire: The Masquarade – Lore of the Clans er et supplement til Vampire: The Masquerade, som nok er det system, jeg har spillet mest i. Som relativt ny rollespiller er “længst” i det her tilfælde tre-fire år efterhånden. Lore of the Clans er et supplement, der går mere i dybden med de forskellige klaner i spillet (tænk klasser fra D&D). Når du backer på Kickstarter fik du 2 kopier af bogen – en super lækker Deluxe-udgave, og en kode, så man kan bestille den Print on Demand-udgave de udgiver gennem DriveThruRPG. Kampagnen for at indsamle $50.000,00 var succesfuld, og fik indsamlet $138.674,00. Onyx Path, som udgiver projektet, plejer at gå nogle måneder over den forventede leveringstid, men lad os håbe de får den klaret denne gang. Manuskriptet er vidst stort set færdigt, så der er en chance.
Forventet levering: Marts 2016.
Blades in the Dark er et spil, jeg blev lokket til at backe i fuldskab på Fastaval. Det er ulempen ved smartphones – i gamle dage var det noget nemmere at sige “nej” til sin fulde selv, når man sad foran computeren et par dage efter og skulle til at kaste penge efter et produkt. Jeg vidste reelt ikke jeg havde støttet projektet her, før jeg fik en mail om at det var gået igennem.
Når det så er sagt, så virker Blades in the Dark til at være et ganske habilt lille spil. Jeg kender mange, som sværger til Lady Blackbird, et lille gratisspil, af samme forfatter. I Blades in the Dark spiller alle kriminelle fra den laveste klasse i byen, som arbejder sammen om at komme opad i livet. Spillet har en kæmpe fokus på teamwork, og det glæder jeg mig meget til at lege med. Det er første projekt fra John Harper, så jeg har ikke lige nogen forventning til, om det kommer til tiden. Der har i hvert tilfælde været meget stille, siden projektet blev færdigt den 10. april, hvor det fik skrabet $179.280 ud af et ønske om $7.500.
Forventet levering: November 2015
Call of Catthulhu er et skønt lille rollespil, jeg har købt i Tyskland for et par år siden. I 2013 kom der en deluxe-udgave på Kickstarter, og (efter kæmpestore forsinkelser grundet videreformidling af produktet i EU) er det meste af spillet endeligt kommet, i en fin samleæske indeholdende de to første bøger (af tre), specielle terninger, katte-miniaturer og andet godt.
Kvaliteten er fin, men jeg mangler stadig den sidste bog, der skulle høre med, her, halvandet år efter den forventede leveringsdato. Og her kan Mr. Joel, som er manden bag Kickstarteren, ikke gemme sig bag svigt hos videreformidleren af produktet i EU – her er der simpelthen tale om, at produktet stadig ikke er færdigt. Jeg kunne ikke finde på at støtte flere projekter fra samme hold, det er simpelthen gået for dårligt.
Forventet levering: December 2013. Stadig ikke leveret alle dele.
Brætspil
Among Nobles er et skønt spil fra Among Meeples, som er en gruppe danske, brætspilsdesignende venner. Spillet så første gang dagens lys på Fastaval 2013, hvor jeg var dommer for brætspilskonkurrencen. Among Nobles er også den første Kickstarter-kampagne, hvor jeg blev direkte citeret i kampagnen. Sjov oplevelse.
Among Nobles er et skønt, klassisk Eurogame, der indeholder elementer jeg ikke har set før. Jeg var ikke specielt god til det, de gange jeg har spillet det, men har haft lyst til at spille mere hver gang, for at blive bedre. Kampagnen nåede sit mål under årets Fastaval, og fik skrabet ca. 140.000 kr. ind, ud af et ønske om 100.000 kr.
Forventet levering: Oktober 2015 (Spiel i Essen)
Alien Frontiers: Big Box er ikke et fuldt spil, men i stedet en æske, som kan indeholde mit favoritspil, Alien Frontiers, sammen med alle dets udvidelser. Nåh ja, og så er der også lidt ekstra godbidder, såsom promo-kort og den slags. Ikke så meget mere at sige her. Sidst, jeg støttede noget til Alien Frontiers (4th Edition, på det niveau hvor jeg fik alle promoer, men ikke spillet) gik det et år over den forventede leveringstid, så vi får at se, hvad det bliver til med denne udvidelse.
Forventet Levering: Marts 2016
13 Days er endnu et dansk designet spil. I modsætning til Among Nobles, som er et klassisk Eurogame, er 13 Days mere i stil med klassiske spil som Twilight Struggle. Faktisk bliver det solgt på at være Twilight Struggle på 45 minutter.
Om det giver samme følelse som Twilight Struggle kan jeg ikke sige (da Twilight Struggle er et af de spil, jeg endnu har til gode), men jeg kan godt afsløre, at det er et skønt spil. Jeg har været så heldig at låne en præ-produktionskopi til anmelderbrug (og du kan læse min anmeldelse af 13 Days på Papskubber), og jeg har kastet mine $44 efter spillet. Kicktarteren kører til 2. juli, og spillet er allerede sikret en udgivelse.
Forventet levering: December 2015
Eminent Domain: Microcosm er et mikrospil, jeg fik ind af min postkasse i weekenden. Jeg har ikke fået det prøvet endnu, men efter at have set en YouTube video, der forklarer spillet, glæder jeg mig endnu mere til at få det prøvet. Reglerne, som er i æsken, er meget dårligt skrevne; det virker som om de skrevne regler forventer kendskab til spillet allerede. Jeg har spillet Eminent Domain (som dette spil er en spin-off fra) for et par år siden, men kan vitterligt ikke huske det mere. Uanset det ser spillet fint ud, og kom i en lækker, lille æske – hvor der endda er plads til sleevede kort. God stil, TMG games!
Forventet levering: Maj 2015. Reel levering: Juli 2015
Computerspil
Children of Morta har en meget charmerende retrostil (selvom jeg måske er ved at blive LIDT træt af pixelart), og er et hack & slash dungeon crawl med roguelike elementer. Kort sagt spiller du forskellige familiemedlemmer, der i flere generationer har beskyttet Morta-bjerget – men noget sket, og du skal nu undersøge, hvad der er gået galt.
Hvert familiemedlem har sine egne styrker og spillestil, og alle banerne bliver dannet påny hver gang, du spiller. På papiret er spillet en klar vinder, og jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvad udviklerne finder på. Efter kampagnen sluttede synes jeg, de har været rimeligt stille, men de har været til stede på bl.a. SXSW-messen i USA – så noget sker der da.
Forventet levering: Oktober 2015
Shadowrun: Hong Kong er det tredje Shadowrun-spil udgivet af Harebrained Schemes. Jeg har spillet det første, og hyggede med strålende med det. Jeg har spillet en del Shadowrun som pen & paper, og jeg er glad for computerspils-visionen af den verden, så derfor måtte jeg også hoppe på denne, da det var en mulighed.
Udviklerne er rimeligt gode til at komme med opdateringer, men jeg er faktisk ret træt af at høre dem tigge efter flere penge til deres “Donut fund”. Jeg har støttet med penge til deres spil, jeg synes ikke jeg skal punkes efter flere penge.
Forventet levering: December 2015
Darkest Dungeon er endnu en rogue-like dungeon crawler – denne gang med et mørkt middelalder-tema. Alting er mørkt (de to eneste farver er nærmest blodrød og sort), og dine helte kan tage mental skade af de farlige monstre, de møder i hulerne.
Spillet er dukket op i mit Steam-katalog, jeg har fået udforsket det lidt – dog ikke så meget, som jeg havde ønsket, jeg havde haft tid til. En meget fin feature er, at spillet giver dig mulighed for at navngive dine helte, så du nu kan sende dine venner på togt i de mørke huler – en ting, flere af mine venner har hygget med på Facebook.
Forventet levering: Januar 2015. Reel levering: Maj 2015.
Tegneserier og bøger
Foorprints: Bad Luck Charm er fortsættelsen til den fantastiske Indie-tegneserie “Footprints” af Joey Esposito. Footprints handler om Bigfoot, som er mørk noir-privatdetektiv, og en af de sager han tager. I Footprints-universet er forskellige kryptider alle venner – bl.a. er Nessie og Moth”man” med i serien, og det er knaldherligt.
Denne Kickstarter-kampagne er en af dem, hvor jeg er meget skuffet. Vi er snart et år over den forventede levering, og sidste gang vi fik en update var i november 2014. For et par måneder siden lavede ejeren af projektet en kommentar om, at vi nok kun var en måned fra en udgivelse…men der er ikke sket mere siden. Jeg kommer ikke til at backe flere af Joey Espositos kampagner, det er helt sikkert. Fejl sker, mennesker bliver syge, og meget andet kan ske – men uanset hvad grunden er, kunne han nu godt lige lave en opdatering.
Forventet levering: August 2014
Mythos ABC er en ABC med Lovecrafts mange skabninger. Skabt af Mads Brynnum, og oprindelig en Facebook-sag – men nu er det altså en bog, der er ved at blive udgivet.
Bogen udgives både på engelsk og dansk, og selvom kampagnen i realiteten er overstået, er en af de fantastiske ting ved IndieGoGo, at man stadig kan kaste sine penge efter projektet, så længe skaberen har åbent for det. Derfor kan du stadig nå at få din kopi af Mythos ABC, enten på dansk eller engelsk.
Forventet levering: Juli 2015 – så det kan nås endnu.
Bum
Og det var sådan set det. Mine Kickstarter-kampagner (og en enkelt fra IndieGoGo), som det ser ud nu. Det er lidt af en blandet landhandel, men generelt ser det ud til, at der er nogle fine projekter, som forhåbentligt får gode udfald, og som ender i min postkasse. Der er altid skuffelser, og det er en af farene ved crowdfunding – men for mig, er det egentlig bare en del af spillet…
2 kommentarer til “Crowdfund status forår 2015”