På den amerikanske hjemmeside DrivethruRPG, kan man bestille rollespilsbøger, der bliver printet direkte til dig – det såkaldte Print on Demand (PoD) system. En af fordelene ved PoD for forbrugeren er, at du (udover nye Indie-udvidelser) kan købe friske tryk af bøger, der egentlig ikke er i produktion mere. Det kan for eksempel være bøger fra en gammel udgave af Shadowrun, eller (endnu mere relevant for mig) gamle Vampire-bøger: The masquerade-bøger.
Jeg snakker ofte med andre rollespillere, der også har hørt om muligheden for PoD, men har ikke mødt nogen, der har taget springet og rent faktisk brugt servicen. Derfor har jeg – i rent videnskabelig interesse, naturligvis – købt en PoD bog. Dette er mine resultater.
Jeg valgte Vampire-bogen “Guide to the Anarchs” som min test. Det gjorde jeg fordi jeg har de to andre “Guide to the…” Bøger, nemlig Sabbath og Camarilla. Begge disse bøger er i fin stand, og giver mig derfor et godt sammenligning grundlag med den nye bog, jeg har bestilt. Jeg vil slå ned på nogle helt specifikke punkter herunder, nemlig Pris, Udseende og Kvalitet.
Tid til at se nærmere på PoD
Til at starte med kan jeg nævne, at jeg bestilte bogen den 30. juli. Den blev afsendt den 5. august og blev modtaget 25. august. Den fysiske pakke er med britisk afsenderadresse, men hollandsk porto. Den er under alle omstændigheder trykt i Europa, og derfor undgår man toldbøvl og Post Danmarks horrible 160 kr. i gebyr for at importere bogen.
Pris
Bogen kostede ca. 170 kr. (omregnet fra dollars), med 75 kr. til levering. Til sammenligning kostede den billigste brugte kopi jeg kunne finde online (via Amazon i England) ca. 188 kr., med ca. 45 kr. til levering – altså nogenlunde samme pris i sidste ende. Dog vil jeg sige, at 45 kr. I levering er billigere end jeg normalt ser det på brugte rollespilsbøger fra Amazon.
En anden ting at notere sig selv her, er at den brugte bog er netop det – brugt. I beskrivelsen af den kopi, jeg så på, noterer sælger: “A good reading copy. May contain markings or be a withdrawn library copy.” Det får du med sikkerhed ikke i den sprit nye kopi.
Vinder: med en besparelse på 12 kr. samlet, skulle man umiddelbart tro, at den brugte bog vinder en kneben sejr på prisen. Det kræver dog, atman kan se bort fra de mulige håndskrevne notater i den brugte bog og den almindelige slitage. Her vil jeg mene, at 12 kr. er godt givet ud, for at få en helt ny bog… Sejren går til PoD.

Udseende
Bogen er ganske fin og ligner mine originaler ganske fint – omend den er en smugle større – mere om det om lidt. Det her er et af de tilfælde, hvor billeder siger mere end tusinde ord, så jeg vil bruge nogle billeder her.




Vinder: Det bliver en lille sejr til de originale bøger ud fra printet i sig selv – den hvide kant, der er om enkelte af siderne går mig en smule på. Sejren til de originale bøger bliver større, hvis du i forvejen har en eller flere af de gamle tryk stående på hylden, og bliver irriteret over bøger, som ikke har samme størrelse.
Kvalitet
Det første jeg lod mærke til, da jeg åbnede bogen og bladrede lidt rundt i den, var at papirkvaliteten er en smule tarvelig. Det føles nærmest som om, at der er brugt almindeligt printer papir til trykket.
Bogens hårde omslag har jeg intet at udsætte på, selvom jeg modtog en bog, der havde fået et pres i det ene hjørne – det er mere indpakningen og postvæsenet behandling, jeg har noget at udsætte på.
Vampire-bøger er – ligesom andre bøger fra udgiveren White Wolf – kendt for at gå i stykkee i ryggen. Bogryggen på PoD-bogen er lavet på en anden måde, end de gamle, jeg har stående. Den virker umiddelbart mere holdbar, men det er trods alt kun tiden, der kan vise det.
Vinder: Det er et tæt løb her. Let tarvelig papirkvalitet kontra holdbar bogryg. I sidste ende er det kun tiden der kan afgøre den her, men min umiddelbare vurdering er, at de to bøger i sidste ende er af samme kvalitet, med hver sin styrke. Den ender altså uafgjort.
En anbefaling – dog med forbehold
I sidste ende, må jeg sige at jeg overordnet er tilfreds med PoD-servicen fra DrivethruRPG – omend jeg ikke vil anbefale den uden forbehold. I hvert fald ikke til folk, der leder efter en specifik bog til deres samling af et udgået rollespil. Jeg har altså ikke armene oppe over hovedet i en ren glædesrus.
De små forskelle fra de gamle bøger i min samling, gør PoD-løsningen til noget, der kommer til at genere mit øje en lille smule. I daglig brug gør det jo ingen forskel, men som de står på hylden er den lille forskel alligevel synlig. Når det så er sagt, er løsningen optimal for folk, der ikke er så anale som jeg selv har en tendens til at være.
Hvis du jagter en specifik bog, fra en rollespilsserie, og den bog er tilgængelig som Print on Demand, er løsningen klart det værd. Specielt hvis den bog, du jagter, er svær (eller dyr) at finde på det brugte marked. Hvis bogen er let at finde i god stand, og ellers er væsentligt billigere end den pris, PoD-løsningen tilbyder, er det lige så god en løsning.
Kort og godt: PoD virker, det har en rimelig pris, og det færdige produkt er helt sikkert pengene værd. Og hvis den bog, du køber, ikke er et genoptryk har jeg absolut ingen kvaler med at anbefale PoD.
Tak for anmeldelsen. Hvis det ikke var fordi jeg er meget glad for pdf’er, så ville jeg overveje denne løsning.
LikeLike
Der er vi så forskellige – når jeg sidder ved bordet foretrækker jeg helt klart fysiske bøger. JEg bruger stort set kun .pdf’er som opslagsværk udenfor sessions.
LikeLike
Jeg bruger faktisk også pdf’er på ipad’en i spil. Det virker ok, men jeg har også kun prøvet ift. en monstermanual og jeg blader ikke så meget rundt i den.
LikeLike