Urban Explorers [Oneshot]

For noget tid siden skrev jeg om 7 oneshot scenarier jeg kunne tænke mig at spille – og nu er det rent faktisk lykkedes mig at få spillet et af dem! 1 scenarie nede, 6 to go. Det kunne være sjovt at sætte en deadline på at få spillet dem alle 7 – Hvis jeg får spillet et mere af dem, vil jeg gå i gang med det lille projekt. Så for vi at se, om det kan lade sig at gøre.

Men nok om det – det her er i virkeligheden en sessions rapport. For at få noget af det tekniske ud af vejen, så er Urban Explorers et scenarie skrevet af mig, kørt i Dread-systemet. Jeg spillede det med tre spillere, og med tre spillere ramte vi et punkt hvor scenariet blev færdigt på 2,5 time (inklusive lidt karakterskabelse), hvilket lader til at være en fin længde til et Dread-scenarie.

Karaktererne

For lige hurtigt at komme forbi karaktererne havde vi med i spillet Rita Rita, som studerer eskimologi (for at være rebel mod sin advokat-familie) og er i gang med at lave en found footage-film i stil med Blair Witch Project, og de facto leder af Urban Explorer-gruppen “Gråzone”.

Sammen med Rita har vi Karen, som efter mange år med småjobs i det københavnske natteliv, netop er startet en uddannelse som botaniker, og som elsker at udstoppe dyr. Hun har været med i Gråzone fra starten, og har gået i gymnasie med Emma, som er gruppens tredje og nyeste medlem. Emma er nyuddannet sygeplejerske, og har et Valium-misbrug, som er “selvfinansieret” af tyveri fra hendes arbejdsplads.

Jeg havde på forhånd skrevet skelettet til figurerne, men da spillerne har meget selvbestemmelse under karakterskabelsen i Dread, endte de tre karakterer et helt andet sted, end jeg havde forestillet mig – specielt Rita Rita var skrevet mere som en rebel, end den ekstreme hipster, hun endte med at være.

En forladt fabrik i Nordhavn

Rita Rita har længe haft et godt øje til den forladte fabrik i Nordhavn, og i nat – på årsdagen for at fabrikken blev nedlagt – er det poetisk at tage på tur i de forladte haller. De tre piger beundrer den store produktionshals gamle metal-walkways, der nærmest er rustet i stykker, da de bliver forstyrret af en sikkerhedsvagt på patrulje.

De tager benene på nakken, og mister deres stedsans undervejs. De gemmer sig i et kontor, for at undgå at vagterne finder dem – og da de gemmer sig her, hører de pludselig et skrig, der siver ud i en dødsrallen. Efter lidt tid undersøger de, hvor skriget kom fra, og finder sikkerhedsvagtens lig. Han (og lokalet, de finder ham i) er smurt ind i blod, og hans hoved er nærmest revet af.

Pigerne beslutter sig for at tage fødderne på nakken, men de finder hurtigt ude af, at de er låst inde. Og her går det også op for dem, at de i deres vilde flugt fra vagten har forvildet sig ned i kælderen, så her er ingen vinduer, de kan kravle ud af. Det er tid til at finde en vej ud.

Tårnet dikterer stemningen fra start

Hvis du kender Dread, vil du vide, at hver gang man skal gøre noget der er potentielt farligt, skal man trække en klods (eller flere) fra et Klodsmajor-tårn – og når tårnet vælger, dør din karakter. Tårnet var denne spilgang, allerede fra start, noget vakkelvorent, og stod og vippede, bare af man snittede det. Det skaber en meget spændt stemning allerede fra starten, og gør, at spillerne er meget forsigtige med alt, de gør.

De tre piger finder en trappeskakt, hvor det nederste af den trætte metaltrappe er styrtet sammen…men nogle meter oppe, lige uden for rækkevidde, er en afsats, med en åben dør. Hvad der burde være en relativt simpel opgave (kravl op, med hjælp fra en væltet reol fra et tilstødende lokale) bliver pludselig meget farligt for de tre spillere, der med bævende hænder hver især trækker en blok fra tårnet. Ingen dør, men tårnet vakler fra den ene side til den anden – nærmest i takt med at jeg beskriver for spillerne hvordan reolen under deres fødder begynder at glide, mens de kravler af den, og de nedfaldne, rustne trapperester ligger på gulvet og ser skarpe ud…

Mødet med monstret

Pigerne kommer op af trappeskakten, og efter at have gennemsøgt en tom etage, finder de en udgang. Den fører ikke udenfor, men ned igen – ned i kloakken, denne gang.

De har ikke gået længe rundt hernede, før de får øje på en rotte, der sidder og stirrer på dem. Den gør ikke andet, end at følge dem med øjnene, men pigerne føler at det er som om, der er mere intelligens i dens øjne, end hvad der er normalt.

Ganske kort tid herefter hører de pludselig en mandsstemme. Personen identificerer sig som politiet, og pigerne går nervøse mod manden. De runder et hjørne, og ganske rigtigt – her står en betjent. Han fortæller, at han hedder Brian, og er kommet, fordi en sikkerhedsvagt har meldt ind, at hans makker er død – dræbt af en kæmpe, vild hund. Han havde også fortalt politiet, at de jagtede en gruppe “unge mennesker”, da hans makker blev fanget af hunden.

Da pigerne kommer tæt på vagten, skifter han pludselig udseende – foran øjnene på dem. Væk er politibetjenten Brian, og foran dem står nu et horribelt monster med skarpe tænder, hvad der ligner brandsår over hele kroppen, Pigerne skriger – det er det mest ulækre og skræmmende, de nogensinde har set.

Monsteret kaster sig frådende over pigerne, og Rita Rita kaster sig i vejen for monsteret. Ritas spiller vælger at vælte tårnet med vilje. Rent spilmekanisk betyder det, at Ritas spiller selv vælger at lade livet, men hun gør det på en heroisk måde – så hun får altså selv en indflydelse på hendes exit fra scenariet. Rita Rita vælger at tage sin maglight lommelygte, og mase den ned halsen på monsteret, der straks kvæles. “Red jer selv!” råber Rita Rita, mens de andre spillere flygter ud i mørket…

Nosferatu på hjemmebane

Monstret, jeg har valgt at mine spillere skal møde her, er meget inspireret af rollespillet Vampire: The Masquerades Nosferatu-vampyr, der er kendt for at kunne skifte udseende, fordi de i sig selv er det grimmeste i verden.. Den samme gruppe spillere, der spiller Urban Explorers her, er min sædvanlige Vampire-gruppe. I vores Vampire-udgave af København bor de ulækre Nosferatu i kloakkerne under Nordhavn.

Det samme gør dette meget usympatiske medlem af klanen, som spillerne altså er stødt på. De to piger bliver jagtet rundt i kloakken af det noget nær frådende monster. Tårnet er blevet bygget om efter det væltede, og det er derfor relativt simpelt at slippe fra ham og at løbe igennem den våde, slimede kloak uden at vælte og komme til skade.

Efter et par close calls undslipper de op af en stige, og ind i en ny lagerhal. De er kun lige kommet op, da de hører lyden af bare fødder klaske på det våde gulv nedenunder. De får med nød og næppe bukseret en tung kasse oven på kloakdækslet, før han kommet op til dem.

Pigerne er efterhånden desperate for at komme ud, men kan stadig ikke finde nogen udgange, der ikke er låst af. De kommer ind i et rum, hvor der er reoler fra gulv til loft – og allerøverst i bygningen er der en række vinduer. Pigerne klatrer op, da de hører døren til rummet blive smækket op, og igen hører de lyden at bare fødder på betongulvet.

Karen distraherer monstret ved at kaste sine sko langt væk i lokalet for at distrahere monstret, mens Emma popper en ekstra Valium for sine nerver. Mens Nosferatuen er i den anden ende af lokalet, smadrer Karen en rude, og de to piger springer ud af vinduet, og ud på hvad der mest ligner en form for tagterrasse. 10 meter væk kan de se en brandstige, som Emma, der kom først gennem vinduet, sætter i løb mod.

Emma trækker en blok…tårnet står stadig. Emma er gennem vinduet.
Emma trækker en blok…tårnet står stadig. Emma er nået til stigen, som skal løsnes for at falde ned på gaden.
Karen trækker en blok…tårnet står stadig. Karen er gennem vinduet.
Emma trækker en blok…tårnet står stadig, og Emma har fået stigen til at falde ned.
Karen tækker en blok…tårnet vælter. Bedst som Karen løber mod stigen, bliver hendes ben flået bagud, og hendes hoved rammer cementkanten, der er rundt om tagterrassen som afskærmning.

Emma hører Karens skrig, og en pludselig stilhed, kun afbrudt af Emma, der får tændt sin bil, og kører ud af Nordhavn så hurtigt hun kan.

Dread til oneshots

Dread er det perfekte system til at køre et hurtigt oneshot til en aften. Hele seancen her tog – inklusive karakterskabelse – taget tre timer, og det er en helt fornuftig mængde tid til systemet. Det virker altså, det med at skulle trække brikker fra et tårn for at undgå og dø – du sidder rent faktisk og ryster på hænderne, mens du laver dine skillchecks.

Du skal være klar på at dø – spilleren, der spillede Karen, er den person jeg kender, der er bedst til behændighedsspil, og selv hun bukkede under for presset, og døde alligevel til sidst.

Jeg skal helt sikkert spille Dread igen. Det var skideskægt, og jeg glæder mig allerede!

Advertisement