OPDATERING 12/4-2016: Efter endnu et besøg hos ClockedIn har jeg opdateret min anmeldelse af dem. Det er kun til det bedre!
Jeg har gennem de seneste måneder været i nogle forskellige Mystery Rooms i København. For dem, der ikke ved hvad et Mystery Room er, vil jeg tillade mig at stjæle formuleringen fra Mystery Makers:
Vi spærrer dig og dit hold inde i et mystisk rum. For at komme ud må I finde kryptiske objekter, løse gåder og knække koder. Hvis I skal nå det i tide, må I tænke hurtigt og opdage hinandens skjulte talenter.
I har 60 minutter til at slippe ud.
Og – for at være helt ærlig – det er skideskægt. Der er rigtig mange Myster Rooms i København; så sent som i dag har jeg hørt om et nyt, jeg aldrig har hørt om før! Jeg vil her tage et kig på tre af de udbydere, der er i København, og lave en slags anmeldelse af de rum, jeg har været i. Der kommer ikke til at være nogle spoilers af de forskellige puslespil, og heller ingen billeder fra rummene (da det ville ødelægge overraskelsen).
Mystery Makers ligger ved Esplanaden, og har i øjeblikket to rum: The Killing Room og The Lab. Rygterne vil dog, at der arbejdes på et tredje rum, men hvorvidt det er sandt, ved jeg ikke.
Mystery Makers har klart det “flotteste” rum, jeg har besøgt. Jeg var selv i “The Lab”, hvor en gal videnskabsmand har buret dit hold inde, og I skal stikke af, før han kommer tilbage.
Deres puzzles var fine – jeg var der med mine kolleger, og det var en fest…der var noget for alle at lave, og puslespil i forskellige sværhedsgrader. Mystery Makers har desuden den fordel, at hvis man er mange folk bliver man sat ind i to rum (som er identiske), og så konkurrere om at komme først ud.
Deres andet rum, “Killing Room”, var jeg ikke inde i, men det var efter hvad mine kolleger fortalte efterfølgende noget med afhuggede legemer, og derfor er det nok det eneste rum, jeg ikke vil anbefale for hele familien.
Deres personale skal altså også have en ros her: de var super engagerede i vores oplevelse, kom med tilpas kryptiske clues, når vi sad fast – og med deres jakkesæt og flasker med bobler var det altså super stilet.
Timequest Live Escape Game bor nær Kongens Nytorv, og har fem forskellige rum. Jeg har prøvet to af deres rum: “Bomben” og “Banken”. At tage på besøg hos Timequest er desværre en blandet oplevelse.
For at starte med det positive: Timequest har nogle rigtigt sjove rum, der – som de eneste, jeg har oplevet – har haft reelle overraskelser. Det er svært at fortælle, hvad jeg specifikt mener med “overraskelser” – men der sker ting undervejs, jeg ikke har prøvet andre steder. Vi snakker ikke “BØH!”-overraskelser, men mere”Åh”-overraskelser… Det er svært at forklare.
De har også tydeligt markeret, hvilken sværhedsgrad, deres rum har. “Bomben ” er det letteste, og de bliver så langsomt sværere. De har også et to-personers rum, som jeg desværre ikke har prøvet endnu.
Til gengæld er deres rum meget slidte. Da jeg var i “Banken” kunne vi regne et puslespil ud ved at se, hvordan andre havde slidt huller i en plakat – og et andet hold af venner, der var inde i “Laboratoriet” sad fast i flere minutter, da de ikke kunne løse en puzzle, fordi en dims var i stykker.
Personalet hos Timequest virker ret ligeglade, begge gange, jeg har været der. Lidt som om, de helst ikke vil forstyrres af de irriterende kunder, der forstyrrer deres hyggelige samtaler. De kommer dog med clues, når det er nødvendigt – selvom de måske er lidt for ligetil (men det er nu en smagssag – jeg vil helst skulle tænke så meget over tingene, som muligt.
Spoilers: ClockedIn har det bedste Mystery Room, jeg har været i. De har to rum; “John Monroes Detektiv Kontor” og “Jack Travis & De Hemmelige Lagerrum”. Jeg har selv været i Detektiv kontoret, og har allerede booket tid til deres andet rum.
Detektiv Kontoret har fedeste og bedst udførte puzzles jeg har prøvet – uden den mindste tvivl. Der skulle tænkes ud af boksen, i en grad, jeg ikke har oplevet i andre Mystery Rooms. Kæmpe kudos herfra.
Til gengæld er selve lokalerne VIRKELIGT små. Hvis nogen har antræk til klaustrofobi er det ikke her, I skal tage hen. Samtidigt var der også en ulåst, vi først måtte løse når en bestemt ting skete… Det føles sgu lidt tarveligt.
Opdatering 12/4-2016: I weekenden var jeg forbi ClockedIn igen – denne gang for at prøve Jack Travis & De Hemmelige Lagerrum”. Sikke en fantastisk oplevelse: Det rum havde endnu federe puzzles, super lækre kulisser og den slags ‘overraskelser’, jeg savnede ved mit første besøg. “Jack Travis & De Hemmelige Lagerrum” er det bedste Mystery Room, jeg endnu har prøvet…hands down.
Der var godt gang i deres personale; de var glade og sørgede for at facilitere en god oplevelse. De forstod hurtigt, at vi helst ikke ville have clues, og kom først med nogle, da vi bad om det. Thumbs Up herfra.
Hvad anbefaler jeg så?
Så, min anbefaling? Jeg vil til enhver tid anbefale at starte hos ClockedIn – grundet de små lokaler er 4 personer nok optimalt. Er I flere, vil jeg anbefale en tur hos Mystery Makers. Hvis I er rigtigt mange, kan I enten kæmpe mod hinanden eller samarbejde i hold (alt efter hvilket rum, I tager).
Det er ikke fordi Timequest nødvendigvis er en dårlig oplevelse… Det uoplagte personale (ved begge besøg!) og de nedslidte rum giver dog en lidt ærgerlig oplevelse, når de nu kan være så meget bedre.
Hvad skal jeg så nu? Jeg har som sagt allerede booket tid hos ClockedIn igen, og så er der flere rum i København, der skal prøves. Der er både Escape CPH, KeyHunt, BrainGame… Og sikkert endnu flere.
Hvad med dig? Har du prøvet nogle Mystery Rooms? Hvad er det bedste rum, du har prøvet?
2 kommentarer til “Mystery Rooms i København”