Tegneserier, der kan være pinlige at læse i offentlighed. Kender I dem? Jeg gør. Med et par timer tilbragt i offentlig transport hver dag, får jeg læst en god del på mine busture – både bøger, rollespil og tegneserier. Nogle gange har jeg simpelthen blevet nødt til at lægge noget fra mig, fordi jeg har synes det hele er blevet FOR meget. Det er ikke fordi jeg generelt anser mig selv som puritaner, omend min kone kalder mig konservativ fra tid til anden.
Men nogle gange…nogle gange bliver det bare for meget. Jeg taler ikke om serier, der nødvendigvis er dårlige (omend en enkelt på min liste reelt endte med at være ret dårlig), eller serier, der har et andet syn på kvinder og minoriteter, end vi har i dag (60’erne var en anden tid, og vi er heldigvis kommet længere). Næh, for mig er det ofte sex, der kan gøre, at en tegneserie ikke bliver hevet frem i bussen, men i stedet får lov til at blive læst derhjemme i sofaen i stedet.
Her er tre eksempler på tegneserier, jeg har endt med at lægge tilbage i tasken, og har fundet mig noget andet at lave. Nåh ja, og der kommer både billeder af nøgenhed og blod herunder.