Awakening: Diablerie Mexico [Vampire: the Masquerade]

Jeg fik for nyligt, i en af mine brugt-bogs handler, fingrene i et af d27e få eventyr, der er blevet udgivet til 90’er rollespillet Vampire: The Masquerade. Eventyret hedder Awakening: Diablerie Mexico, og er udgivet i 1992 – altså året efter at første udgave Vampire blev udgivet.

Jeg synes det kunne være interessant at kaste sig over et så gammelt scenarie til et rollespilsystem, der den dag i dag, mere end 20 år senere, stadig er aktivt. Da jeg ydermere fik fingrene i en .pdf med 13 præ-genererede karakterer til 20 års jubilæumsudgaven af Vampire: The Masquerade fik jeg den tanke, at det kunne være meget interessant at lade noget af det første skrevne materiale til spillet møde noget af det absolut nyeste…

Først, et kig på bogen

Awakening: Diablerie Mexico er delt op i 6 kapitler, fordelt ud på de 56 sider, der er i bogen. Første kapitel er en noget slatten introduktion til eventyret; vi får præsenteret bogen, og dens indhold – og så lige to paragraffer om, hvad bogen kan bruges til (et eventyr eller som introduktion til reglerne for den nederdrægtige praksis Diablerie – mere om det om lidt).

Andet kapital indeholder de nævnte regler for Diablerie – en praksis, hvor man drikker en anden vampyrs sjæl. Hvis du drikker en meget mægtig vampyrs sjæl, kan du på den måde selv kan blive en mægtigere vampyr, og derfor har de gamle vampyrer (som sidder på magten) ulovliggjort denne praksis. Kapitlet her lader til at være første gang, Diablerie rigtigt bliver penslet ud rent regelteknisk. Disse regler er blevet noget ændret igennem tiden, og vi brugte i stedet reglerne fra nyeste udgave af spillet.

Kapitlet gennemgår også et magisk ritual, som en meget gammel vampyr har opfundet i sin tid – The Ritual of the Bitter Rose. Et ritual, som siden er gået i glemmebogen. Ritualet tillader mere end én vampyr at blive mægtigere af at begå Diablerie. (Det skrevne ritual tillader kun 2 eller maks 3 vampyrer benytte det på en gang. Jeg valgte at lade alle 5 spillere opnå de positive effekter, for alt andet virkede bare fjollet).

Tredje kapitel indeholder hele baggrundshistorien for The Wanderer, også kendt som Mictlantecuhtli – den vampyr, scenariet gerne vil have at spillerne drikker ihjel. Det er en længere historie, jeg ikke gider på specielt dybt ind i – udover det spøjse i, at det her er tydeligt scenariet er skrevet tidligt i Vampires historie, da The Wanderer har opfundet en masse evner, han ikke burde have ud fra hans klan (Gangrel), og som mange andre klaner har fået i kanon efterfølgende (Tremere har den blodmagi, han har opfundet og Ravnos har hans evner udi illusioner).

diablerie-new-mexico

Fjerde kapitel giver nogle idéer om, hvordan vi involverer spillerne i eventyret. Det tager udgangspunkt i Chicago, hvor det eneste andet udgivne eventyr (da bogen udkom) foregik – og det antager derfor, at spillerne er midt i Ashes to Ashes (som Chicago-eventyret hedder). Jeg endte med at bruge enkelte dele (at en vampyr, som karaktererne ikke kender, dukker op i deres by), og at lade meget andet af det ligge. En sjov note er, at vampyrene i dette kapitel ikke alle har rimeligt essentielle oplysninger. Sheaffer (den ene vampyr) beskrives eksempelvis som af klan Malkavian, mens Pietr (en anden vampyr) ikke har en klan beskrevet…

Femte kapitel indeholder selve eventyret: En dungeon crawl (komplet med dungeon map), og et længere afsnit om hvorfor vampyrer ikke kan opholde sig udenfor i Mexico i mere end tre timer – et afsnit, jeg valgte pænt at ignorere.

Sjette kapitel er blot en enkelt side, der fortæller lidt om mulige steder at tage en kampagne hen, efter eventyret er slut. Rimeligt ligegyldigt i min bog, men der er da hele 2 idéer at tage fat i.

Alt i alt er det en noget blandet bog. Primært er bogen ikke specielt velskrevet – kapitlet med baggrundshistorien for den store onde vampyr er rimeligt interessant, men hvis spilleder ikke skal sidde og snakke i en halv time, kan jeg ikke se, hvordan man på nogen fornuftig måde skal videregive den info til spillerne. Ikke mindst fordi alting er foregået for flere tusinde år siden, så chancen for at møde en anden vampyr, der fungerer i vores samfund, og har oplevet det, er nærmest ikke-eksisterende. Derudover må jeg indrømme, at jeg ikke har den store tiltro til dungeon crawls i Vampire-systemet, der om noget er bygget mere til politik og rygstikkeri.

Eventyret

Med det af vejen, er det på tide at se på selve spilgangen. I modsætning til scenariets forudsætning, havde jeg besluttet at spillerne skulle spille Sabbat-vampyrer (som er den “onde” type vampyr. Dem, der elsker at være monstre). Scenariet er fra før, man rigtigt kunne spille sabbat ifølge reglerne, og laver derfor nogle krumspring for at “tillade” spillerne at gå på jagt efter ældgammelt vampyrblod.

Gruppen bestod af en Tzimisce, en Giovanni, en Gangrel, en Lasombra (packets præst) og en Ravnos (packets leder). Alle fire var karakterer jeg havde fundet i kompendiet V20 Ready Made Characters.

Al begyndelse er svær…

Gruppen er mødtes i en boksering i det træningscenter, som deres Gangrel (Gangrels er vampyrer, der har et særligt forhold til dyr, og som får dyretræk som tiden går) ejer. Scenariet starter med Vaulderie – et Sabbat-ritual, som blodbinder vampyrene til hinanden. Alle får et (hemmeligt) bånd til alle de andre spillere, som kan hjælpe dem med at rollespille deres forhold. Ruller man højt elsker man den anden, og vil gøre alt. Ruller man lavt har man et noget mere koldt forhold. Som reglerne siger, er resultatet på en etter “Fuck ‘em”.

boxing-event-lighting

Da ritualet er lavet færdigt, ringer Gangrelens telefon. Det er en af hans “drenge” ude i byen, som har set en mærkelig mand stå ved kvarterets døgnkiosk. Det viser sig at være Sheaffer – en fremmed vampyr af klan Malkavian (den “sindsyge” klan). Gruppen lægger mærke til, at han er meget øm omkring sin skuldertaske, og beslutter sig for at forhøre ham.

Det viser sig, at Sheaffer er på flugt fra Mexico, hvor hans gamle vampyr-pack var taget hen for at skaffe info om et ældgammelt, sagnomspundet ritual, der lader vampyrer drikke af en gammel vampyr og blive mægtigere. Normalt kan kun en enkelt få glæde af Diablerie (som det hedder, når man drikker en andens sjæl), men med dette ritual kan helt op til 5 vampyrer få glæde af det.

Sheaffers pack fandt ritualet beskrevet i en skriftrulle i et gammelt tempel, hvor det rygtedes at The Wanderer (en ældgammel vampyr) skulle sove. Desværre blev hans pack slagtet af en flok varulve, der var i nærheden.

Gruppen prøver at finde ud af, hvem der skal forhøre Sheaffer og lære ritualet af ham, og gruppens Lasombra (som er den klan, der skabte sabbaten og er dens de facto ledere) kommer til at fornærme gruppens Giovanni (som traditionelt er mafia-klanen). Det ender med kamp, da Giovannien ikke kan styre sit temperament.

Efter kampen, hvor alle får lov til at vise lidt af hvad de kan, tager gruppen hvert til sit. Vi spiller enkelt-scener, for at skaffe udstyr til en tur til Mexico, information omkring The Wanderer og for at lære ritualet af The Wanderer.

Og så til Mexico!

Vi bliver hurtigt enige om, at vi ikke gider rollespille en hel tur til Mexico, så efter en naturlig aftensmadspause starter vi igen midt i den maxikanske jungle, foran en plads med 5 maya-pyramider.

templer

Gruppen er meget nervøse over, at Sheaffer (som de har gemt i et lighus tilbage i Portland) og hans pack blev overfaldet af varulve, og bruger god tid på at lede efter dem. Jeg holder varulvene i baghånden – det er et gammelt varulvepar, som er de sidste af deres slægt. Deres forfædre har svoret, at de vil beskytte The Wanderer til evig tid – og jeg vælger ikke at bruge dem nu. Dem kan vi hive fat i, når vampyrerne gerne vil ud af pyramiderne i en fart, hvis det stadigt er tidligt på aftenen.

Inde i pyramiderne møder de en kæmpe gruppe rotter, som gruppens Tzimisce (den klan af vampyrer, der er kendt for at modificere deres egne kroppe) taler med, og overtaler den største af dem til at holde øje med varulvene. De forsøger også at få info om pyramiden af rotterne, men rotterne tør ikke gå ind i pyramiden fordi “den lugter af død”.

spejlI selve pyramiden er der en masse rum, som hver især har et møde med noget mystisk. Der er nogle super fede rum, med magiske spejle, hvor vampyrene kan se deres indre bæst (en vildt forvreden og monster-agtig udgave af dem selv) eller se dem selv brænde ihjel (en udgave af vampyres største frygt). Der er også nogle rigtigt trælse rum, hvor de møder en af The Wanderes meget svage vagter. Dem er der tre eller fire af i scenariet, og de er alle sammen alene. Vi tager den første kamp som reglerne foreskriver, men med de andre tager vi dem mere filmisk, da 5 mod 1 stort set altid vil vinde, når de hver især er lige stærke.

Selve pyramiden har 2 veje igennem første etage, der mødes i en trappe, som går ned. Da spillerne er nået halvvejs igennem opdager de, at her er en fælde, der vil fange eventuelle vampyrer i et bur…og de får øje på nogle magiske runer på gulvet. De vælger at gå tilbage og prøve den anden vej; og det føjer desværre lige en time eller to på scenariet. For at komme forbi fælden skal de enten aktiverer den med vilje, og holde sig tilbage – eller ganske simpelt træde henover snubletråden. Da de støder på en tilsvarende fælde i den modsatte gang, ender de med at finde rundt om den – men det er super ærgeligt, at vi lige får doblet spiltiden – det kan scenariet simpelthen ikke bære.

ildGruppen bliver splittet op, da en gang har en ild-fælde, der sætter ild til dem alle. De fleste løber ind i centerrummet, hvor et gammelt spøgelse vil suge deres viljestyrke – interessant nok, vælger spøgelset at gå efter gruppens leder (jeg rullede en terning, for dem som var i rummet), og da hun er af klan Ravnos (tyve-klanen, som kan lave illusioner) bruger alle hendes overnaturlige evner nærmest viljestyrke (altså, Willpower-point), så det er super vigtigt for dem at få spøgelset væk. Spøgelset har en fetter – altså et bånd til denne verden – og spillerne gætter meget hurtigt rigtigt, at dens fetter er det lig, som ligger i rummet.

I mellemtiden har deres Gangrel i panik løbet den modsatte vej. og fundet trappen ned til næste etage. Så snart man når bunden af trappen, finder man sig selv et helt andet sted. The Wanderer har kastet en formular på rummet, som gør at man ser sin største frygt. For Gangrelen har nogen brændt hans territorium ned, og har dræbt alle hans venner. Hvis man forsøger at angribe eller på anden måde røre noget, ryger man lige igennem det (da det blot er en illusion). Man skal i stedet – som sin karakter – kommentere på, at det er en illusion, en test eller noget tilsvarende. Derefter skal man få succeser på et slag – og dermed bliver illusionen brudt.

Efter deres individuelle prøver møder vampyrene op, og Gangrelen får forklaret om rummet nedenunder. Derfor er det relativt hurtigt for dem alle, at gennemskue, at det er en illusion, for at komme igennem. Det sværeste er her faktisk for mig, som gamemaster, at finde “karakterenes største frygt”, når det er karakterer jeg har kendt i omegnen af 5 timer.

Efter dette rum, er der yderligere to rum med tilsvarende fælder. Jeg tager en beslutning om at blot kort at beskrive rummene (det ene af dem viser eksempelvis illusioner af alle de mennesker, vampyrene har slået ihjel gennem tiden), frem for at tage dem til side to gange yderligere, for at gennemspille tre nærmest ens scener.

Og med ét, er vampyrene øje til øje med The Wanderer, samt en af hans lakajer. Det er lykkedes karakterene at snige sig ind i rummet, og de får en overraskelsesrunde, før pyramidens beboere får en chance til at reagere. Det viser sig at være fatalt, for to af spillerne kan give aggrevated skade – det betyder emd andre ord, at det er skade, som kun overnaturlig beskyttelse kan beskytte imod. Det har The Wanderer masser af, men jeg ruller så ekseptionelt dårligt (og spillerne så ekstremt godt), at de præsterer at slå ham ihjel, før han kan nå at reagere på dem. Derfra er det blot en formalitet at få lakajen ned med nakken, og de har dermed ro på, til at drikke The Wanderes sjæl.

Her vælger vi at slutte scenariet; varulvene dukker ikke op, for på det her tidspunkt er klokken halv 3 om natten, og vi er alle oppe at køre over, at have slået den mægtige vampyr ihjel så effektivt. Vi tager i montageform, hvordan spillerne finder The Wanderes hemmelige lager af magiske (og andre værdifulde) genstande, samt turen hjem, hvor de beslutter sig for, at eftersom de er så badass, vil de nu ud og finde flere ældgamle vampyrer, de kan drikke.

To Be Continued?

Alt i alt…

…var det en god oplevelse, at kaste sig ud i Awakening: Diablerie Mexico. Ikke fordi scenariet var specielt velskrevet eller fair (en ting, alle spillere var advaret om på forhånd), men fordi jeg havde en dygtig gruppe rollespillere, som var med på den værste, og var god til at gribe en bold og løbe med den.

Oneshots til Vampire er en spøjs størrelse, hvor det kan være svært at finde mørket og uhyggen frem. Scenariet her hjalp ikke (Dungeon crawls er sjældent specielt uhyggelige), og der var virkelig meget information, der ikke var nogen logisk måde at give spillerne (udover at sige: “Sådan her er det”). Underetagen i pyramiden, som basalt selt indeholdt tre ens rum, en bossfight og et hemmeligt rum, var virkelig kedelig, i forhold til øverste etage, som gav nogle gode måder at rollespille det med at være vampyr på.

Vil jeg anbefale at køre Awakening: Diable Mexico? Tja…lad være med at købe din egen bog, kom og lån min i stedet.

På den anden side…jeg er meget fristet til at samle samme gruppe spillere og køre 2’eren – Bloody Hearts: Diablerie Britain. Jeg ved allerede hvordan jeg skal få dem involveret i scenariet…

Udgivet af

brichs

Bare en glad nørd

4 kommentarer til “Awakening: Diablerie Mexico [Vampire: the Masquerade]”

  1. Det var en fornøjelse at være med. Jeg har altid haft et issue med camarilla vampire, da jeg primært ser karakter motivationen som værende “fordi min mester siger det…” Det er ikke interessant spil i længden.
    At spille Sabat, men den interne struktur. sammenhold og forskellige priorteter synes jeg var rigtig spændende.

    Like

  2. Fedt med beskrivelse af et scenarie som vi allerede i slut 90’erne fik at vide (af de seje med mere vampireudgivelseslore) at vi skulle gå udenom. Er det ikke noget med at forfatteren af scenariet faktisk primært er Call-scenarieforfatter og ikke rigtig har skrevet noget for white wolf siden?

    Er Giovanni en Sabbat clan i V20?

    Like

    1. Jeg kender ikke så meget til forfatteren. Og nej, Giovanni er independent, men i det købte materiale var han en del af packet, så den løb jeg bare videre med.

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s