Det er tidlig morgen, og det er tid til endnu en af de 24 evner fra rollespil, jeg godt gad have i den virkelige verden og hvad jeg ville bruge dem til (bedre navn pending).
Vi har allerede haft et par af de evner, der træder lidt udover præmissen, som den er formuleret. Der er både den lille frække Igni fra computerspil, men også sådan noget som tommelfingerreglen. Jeg synes selv at dagens indlæg falder et sted mellem de to stole. Lad os se, hvad du synes!
Der er mange små, sjove rollespil derude. En af mine favoritter er Fiasco – et spil, der som udgangspunkt foregår i vores verden, set gennem Coen-brødrenes let skæve filter.
En session af Fiasco tager mellem 2 og 4 timer, og det er klart et af spillets forcer. Spillerne tager ture til enten at sætte scener, hvor de andre vælger udfaldet – eller selv vælge udfaldet på en scene, som de andre spillere har sat for dig.
Når udfaldet er valgt (symboliseret ved at den aktive spiller får (eller selv tager) en terning fra midten af bordet. De mange terninger er i 2 forskellige farver; enten en god eller en dårlig farve.
Så dagens evne er altså, at når jeg pludselig står i en situation, vælger jeg selv udfaldet af den – med mindre, jeg selv har sat scenen. Et par eksempler:
- Jeg har inviteret kæresten ud og spise. Jeg frier undervejs i middagen – komplet med ring i champagneglas. Her er det ikke mig, som vælger udfaldet, for jeg har selv sat scenen.
- Chefen kalder mig ind på sit kontor, fordi vi skal have en samtale. Jeg har ikke selv sat scenen, så jeg vælger udfaldet. Jeg vælger et godt udfald, og går derfra med en lønforhøjelse, i stedet for den fyreseddel, et dårligt udfald havde været.
I S-toget på vejen hjem, kommer tre højtråbende fodboldfans ind i toget. De vil gerne slå på tæven, fordi deres hold har tabt. Jeg vælger et godt udfald, og de tre gutter falder i søvn inden næste stop – fremfor at komme derfra med en blodtud og tre færre tænder, end da jeg tog afsted.
Alt i alt virker det her nok som den mest voldsomme evne, jeg tror jeg kommer forbi i løbet af december. I det mindste gælder denne evne kun i situationer, hvor jeg ikke aktivt har taget valg – så med mindre jeg går igennem livet totalt passivt, er det ikke ALT for ekstremt.
Eller hvad siger du? Giv lyd et-eller-andet sted på nettet. Jeg er tilbage i morgen med endnu en af de 24 evner fra rollespil, jeg godt gad have i den virkelige verden og hvad jeg ville bruge dem til (bedre navn pending).