Mørke Guders Templer [Anmeldelse]

For folk, som kender mig, er det ingen hemmelighed at jeg elsker novellesamlinger – det samme gør sig reelt også gældende for tegneserie antologier. Jeg tror det har noget at gøre med de meget tighte historier, en god forfatter får ud af det noget kortere format.

Et godt eksempel er Stephen Kings mange novelle samlinger, hvor jeg personligt har fundet nogle af de bedste historier, han har skrevet. Jeg synes at hans romaner i dag er noget dårligere, end hans ældre (The Stand er noget af det bedste, manden har skrevet, i min bog), mens hans novelle samlinger har stadig samme punch. 

Da jeg blev tilbudt et anmeldereksemplar af Mørke Guders Templer var jeg hooked på ideen om dansk fantasy i novelleform. Desværre tog det mig lang tid at kæmpe mig igennem samlingen… Men det var et sidespring – lad os i stedet komme i gang med anmeldelsen. 

Sword & Sorcery

Mørke Guders Templer er en dansk novellesamling, hvor novellerne er samlet på baggrund af et fælles tema: Sword & Sorcery genren. Men hvad dækker den over?

Du kan læse alt om genren i bogens noget belærende forord, der har travlt med, småbittert, at fortælle omkring genren, og hvorfor ingen danske forlag eller forfattere gør den ære. Og det skal Mørke Guders Templer rode bod på!

Genren Sword & Sorcery dækker over historier om helte, som er helte, fordi de er helte! Kringlet? Måske hjælper det, hvis vi bruger termet Heroisk  Fantasy, som foreslået i forordet.

Novellerne

Samlingen indeholder 11 noveller. Jeg vil ganske kort sige nogle ord om de enkelte noveller.

Menneskejagt Martin W. Jürgensen er et højdepunkt i samlingen, og et godt valg til første novelle. (Det er en skam, at det går noget ned ad bakke herfra, men mere om det om lidt…) Historien er grum, de blodige scener er velskrevne; men jeg har lidt følelsen af, at forfatteren gerne ville have skrevet en roman, men ikke nåede det, og skrev en hurtig afslutning midt i sin historie. Det er grumt (rangerende Grimdark), det er velskrevet – desværre er det bare…tomt, i sidste ende

Caels øje af Helle Jakobsens var slet ikke mig. Den surrealistiske historie hev mig helt ud af narrativet konstant, og tre-fjerdel af vejen igennem måtte jeg give op.

En sang om vand af Amdi Silvestri havde lidt bedre takter. En ganske ok historie om en formskifter, jeg dog følte faldt lidt for meget i nogle klichéer. Novellen startede godt, men løb tør for momentum lidt over halvvejs.

Mørke Guders Templer af Christina E. Ebbesen står for mig som et højdepunkt i samlingen. Historien har den helt rigtige balance mellem verdensopbygning, karakterer og plot. Historien om Ztridz og de andre Sodelvere, der besudler deres blod med aske fra et helligt træ, og som nu ernærer sig selv som lejesoldater, ramte noget helt rigtigt. En verden, jeg gerne vil besøge igen; enten som en ny  novelle, eller i rollespil…

Dødedagene af Bjarke Larsen er desværre meget mere generisk fantasy. Det interessante er, at vi ser det fra skurkens synspunkt, men det er så også det mest interessante ved den novelle.

Hvis Dødedagene er generisk fantasy, så ved jeg ikke helt hvad jeg skal kalde Vandrerens dagbog af Michael Dyst. Verdenen er set tusinde gange før, hovedpersonen er definitionen af uinteressant og…sker der rent faktisk noget under hele novellen?

Den grå guds tempel af Flemming Rasch er for mig en svær størrelse. I Mortens anmeldelse af novellesamlingen skriver Morten, at han synes den er meget genrebevidst – jeg synes bare den svælgede i klichéer. Vores hovedperson er dog mere interessant end i de sidste par noveller, og jeg hyggede mig med historien –  uanset, om den var fyldt med klicheer eller ej.

Karzul – stjernekoglerens forbandelse af Jacob Andersen er et forsøg på at skrive en mere humoristisk indslag, og efter de mange, seriøse og mere kedelige noveller var den et friskt pust.

Tårernes konge af Lars Kramhøft  er indbegrebet af den følelse, jeg fik, da jeg læste Menneskejagt tidligere i samlingen – at vi har at gøre med en historie, som et skrevet som de første 2-3 kapitler af en planlagt roman…og de så lige er ført ind som en novelle. Der mangler den der ubeskrivelige je-ne-sais-quoi… Tja.

Oprørere af Rasmus Wichmann (som også er redaktør på samlingen) foregår, i modsætning til de andre noveller,i en verden noget tættere på vores (Ja, Tårernes Konge er i  Persien,men jeg får mere magi og mystik i den novelle), og det rev mig ud af novellen totalt. Det er en personlig præference, men romerriget siger mig ingenting – slet ikke, når jeg forventer fantasy.

Den yderste dag af Thomas Hverrin er noget mere fantasy, og igen et tiltrængt pust efter nogle noget kedelige historier. Jorden er gået under, der er Cthulhu-vibes, og alting er mere episk end de sidste par noveller. En fin afslutning på samlingen.

Alt i alt…

Når alt kommer til alt var Mørke Guders Templer en skuffende omgang, der tog mig mange  måneder, og mange forsøg at komme igennem. I sidste ende var det klart et tilfælde af pligt-læsning, der gjorde jeg fik kæmpet mig igennem de mere kedelige og intetsigende af novellerne.

Mørke Guders Templer, Den Yderste Dag, Den Grå Guds Templer og Menneskejagt træder frem som de fire noveller, jeg kunne finde på af genbesøge – med titel-novellen som den klare favorit.

Udover at flere af historierne ikke just var min kop te, er bogen fyldt med fejl. Der er slåfejl, der er forskellige skrifttyper, nogle af forfatterne har klart ord eller sætninger, de er mægtigt glade for – med andre ord, bogen kunne godt lige have brugt et ekstra sæt redaktør- og korrekturlæser-øjne på sig.

Jeg gav bogen 2 stjerner på Goodreads, og det er med den rating, jeg vil afslutte anmeldelsen. Du behøver ikke læse Mørke Guders Templer.

Advertisement