Jeg sværger – jeg er ikke bare en copycat. Jeg har gået og bakset lidt med at skrive et indlæg om de nørdede podcasts jeg lytter på, og bedst som jeg et et godt stykke over halvvejs i min opremsning, kommer Morten og skriver et skønt indlæg om de podcasts han lytter på.
Jeg har dog ikke tænkt at lade det stoppe mig, og har i stedet valgt, at det bare betyder, at kloge hoveder tænker ens. Eller noget. Jeg har bare ladet mit eget opslag ligge i 4 måneder, i stedet for at gøre det færdigt. Det blev det nu! Oprindelig intro følger her:
Som mange af jer sikkert ved, er jeg vært på en podcast om brætspil: Papstinenser, hvor Kristian, Morten og Bo er medværter, produceret af medvært-Bo og Christian Bechmann. Hver anden uge lægger vi et afsnit op, hvor vi diskuterer forskellige emner – alt fra fokus på designere, mekanikker, temaer og Events i brætspilsverdenen.
Jeg har meget længe været meget glad for at lytte til podcasts, og har været med nærmest siden Apple første gang integrerede dem i iTunes i tidernes morgen – i de hedengangne dage, tilbage i juni 2005. Jeg har lyttet til mange forskellige, og har i flere år bakset med ideen om at lave min egen, og var derfor med til at få startet Papstinenser op, for lidt over et år siden.
Jeg vil i dette indlæg tage et kig på nogle af de mange andre podcasts, jeg lytter på. Mere specifikt dem, som har med mere nørdede emner som bræt- og rollespil. Så uden så meget mere udenomssnak…lad os kaste os over det!
Brætspil
The Dice Tower
Jeg lytter i øjeblikket kun til 2 podcasts om brætspil. Den ene er Papstinenser (de afsnit, jeg ikke selv er med til. Så meget narcissist er jeg trods alt heller ikke), og den anden er The Grand Old Daddy – The Dice Tower.
Tom Vasel og Eric Summerer er de to hovedværter, som i hvert afsnit kommer forbi en bunke anmeldelser af diverse brætspil, foruden at de i hvert afsnit har indtil flere faste segmenter hvor diverse bidragsydere kommer med indspark om alt fra spildesign, kongresser, hvordan man får nye brætspilsvenner og alt andet mellem himmel og brætspilsjord.
Rollespil
The Adventure Zone
The Adventure Zone er en D&D podcast, hvor 3 komikere (som tilfældigvis også er brødre) spiller Dungeons & Dragons 5th Edition med deres far (som er tidligere radio vært og stadig er tegneserie-nørd).
Deres kampagne starter med eventyret fra det nyeste D&D Starter Set, hvor eventyrene skal udforske The Lost Mines of Phandelver, men udvikler sig derfra hurtigt til en episk fortælling med humoren i højsædet. Griffin McElroy, som er spilleder, har skrevet en historie som (givet) ikke har særligt meget med klassisk D&D at gøre, men i stedet er vildt episk. Justin, Travis og deres far Clint er alle med til at gøre den episke fortælling hysterisk morsom – og samtidig dybt rørende. Deres improviserede fortælling har fået mig til både at grine højt og tude i fuld offentlighed.
Det tager en 4-6 afsnit før podcasten virkeligt kommer i sving, men når først den er i gang? Phew boy, den er god!
One Shot
Podcasten One Shot er, som navnet antyder, en podcast om folk der spiller en bunke one shot eventyr. Som udgangspunkt spiller de 4 afsnit på ca. en time i et rollespilssystem.
De kommer vidt omkring, men fokus er primært på at fortælle en god historie, dernæst på humor, og på en tredjeplads kommer det med at forklare systemet. Når det er sagt, giver det mig virkeligt blod på tanden for at få prøvet nogle af alle mine gode rollespilssystemer, når jeg hører James D’Amato som spilleder, give den gas, og prøve en masse nye systemer.
Største downside er, at James D’Amato ikke er specielt dygtig til at være spiller – så når en anden overtager som spilleder, har han en klar tendens til at være en meget styrende alfa-spiller.
Campaign
Campaign er en afstikker fra One Shot – efter at de i One Shot har spillet et Star Wars eventyr, viser det sig at spillerne nød Fantasy Flight Games’ Star Wars system så meget, at de ikke kan lade være med at spille mere.
Kat Kuhl er vært og spilleder for de tre spillere, James D’Amato, John Patrick Coan og Johnny O’Mara, som alle har deres daglige gang i impro-komedie scenen i Chicago. Der er altså igen tid til en rollespilspodcast med masser af gode grin i Star Wars universet. For en Star Wars nørd som mig, er det fedt at høre dem hive en masse ting fra Extended Universe Legends med ind.
Tegneserier og Bøger
Jay & Miles X-Plain the X-Men
Jay & Miles X-Plain the X-Men er en tegneserie om – du gættede rigtigt! – X-Men. Jay & Miles er værtparret, som gennemgår samtlige X-Men tegneserier, helt tilbage fra den første X-Men tegneserie i 1963. Nu, efter 147 afsnit, er vi efterhånden nået til 1990’erne i deres dækning af de mange (og, som tiden går, kun flere og flere) titler i universet.
Det er, foruden en gennemgang af plotlines, også et kig på tegneserier fra en svunden tid, med mere moderne øjne: Jay og Miles er stærke forkæmpere for rettigheder til folk, som ikke er hvide, cis-kønnede heteroseksuelle mænd, og der bliver tit slået ned på dele af tegneserie-mediets mangler her. Hvis den slags giver dig knopper, så skal du nok holde dig væk, men tænker og føler du som mig, er det et tiltrængt syn på mediet, som historisk ikke har så stor diversitet, som det små småt er begyndt at have de seneste par år.
Noget med Drager
Noget med Drager er en podcast af danske Mads Brynnum & Anders Frost Bertelsen – to gode nørder, som jeg ser nogle gange om året. I Noget med Drager genlæser de to mænd Dragonlance-bøgerne (I ved – dem af Margaret Weis og Tracy Hickman. Dem med Raistlin).
Når de engang er færdig med Dragonlance-bøgerne er det dog ikke slut, så vidt jeg forstår. For der er jo masser af andre bøger med drager, at kaste sig over…
Er der andre podcasts, jeg bør kaste mig over? Er der nogle af dem, jeg har remset op, som du hader? Giv lyd i kommentarsporet – for jeg trænger altid til nye podcasts!
One thought on “Podcasts for nørder”