Hjemme fra Fastaval ’17

Jeg sidder her i min sofa, og nyder tankerne fra et veloverstået Fastaval. Og det har sgu været en dejlig Fastaval – det må jeg sige. Jeg havde en rigtig dårlig ‘val sidste år, hvor jeg lagde alt for mange arbejdstimer, og slet ikke havde tid til at nyde hverken folkene, spillene eller stemningen. Jeg var ved at blive trukket ind igen i år, men resten af den dejlige bunker tog over, så jeg igen fik mig en god Fastaval. Tak for det, venner!

Men hvad har jeg så lavet? Jo, nu skal du høre…

Onsdag

Busturen til Fastaval er altid en sjov oplevelse. Der er god stemning, der er øl, kage og snacks… alt i alt en dejlig tur. De fleste af dem jeg “plejer” at følges med var ikke med bussen – de kørte selv, var taget tidligere afsted, eller kom slet ikke i år – så det var lidt trist til en start, men jeg faldt i nogle gode snakke med dejlige nørder. Vi blev desværre en time forsinket over Fyn pga. kø, så vi endte endnu engang med at holde en halv times pause (køretidsregler er fair og for det bedste… men trælse for den hvide mand!) 40 minutters kørsel fra Hobro.

Aftensmad, hjælpe med at få stablet arrangørreception på benene, pakke tasker ud på værelse og skrive en tale for Astrid – alt dette tog 2 timer. Og så var det tid til første scenarie på connen!

Rosenstrasse

Rosenstrasse er et scenarie om Berlin i årene 1933-1943 (ca.). Flere af spilpersonerne er Jøder, mens resten er “rigtige” tyskere. Spillerne bliver udsat for en masse hårde valg gennem fortællingen, og det gør sgu lidt ondt inde i. At bruge ordet “Jøde” som skældsord er hårdt, og ikke noget jeg håber jeg kommer til igen.

rosenstrasse
Jeg fik ikke et billede under rollespillet, men her er et billede af den historiske bygning, scenariet er opkaldt efter.

Selve rollespillets system var dog noget rod. Der var 8 karakterer til 4 spillere – det er sådan set fint nok. Men det var super forvirrende, at vi altid spillede med den samme person (som altså spillede min mand i en konstellation, og min kone i en anden). Oftest havde samme spillere to scener i streg (med hver sit par), så det andet hold spillere sad og ventede…basalt set sad man i de situationer mest og så teater.

Spillet havde 90 scener – vi spillede nok ca. 70 af dem – som alle bestod af et kort, spilleder vendte og læste højt fra. Det beskrev en eller anden situationm og nederst på kortet stod der hvad man så skulle. Ofte skulle vi rollespille ud fra en scene, men i mange situationer skulle vi “kun” fortælle: “Hvad føler du nu?” eller tilsvarende.

Rosenstrasse blev nomineret for bedste fortælling – og det er jeg meget enig i.  Det vandt heller ikke en pris, og det er jeg nok også enig i. Fortællingen var god, men ikke sublim.

Torsdag

Torsdag startede med noget jeg havde glædet mig til: Jeg skulle nemlig være spilleder på det skønne scenarie Farfars Nimbus!

Farfars Nimbus

Far er taget ud for at redde verden. Efter en uge er han ikke kommet hjem, og derfor tager Farfar, hans to børnebørn Sille og Bille, samt Farfars hund Bulder, ud for at finde far. Der er tale om et feelgood scenarie, hvor alle folk taler sandt, og er lidt naive. Det er med andre ord lystspils-tid!

18009353_10155089298087165_166174351_n
Farfars Nimbus bruger et antikt Danmarkskort og skumfiduser som del-elementer. Det er SÅ hyggeligt!

Jeg havde tre rigtigt gode spillere. De to af dem kendte i hvert tilfælde hinanden, og jeg kendte selv den tredje. Og der var bare kemi mellem dem. Hver karakter har nogle stærke quirks, og de kom alle i spil på den helt rigtige måde. Jeg sad flere gange bare og så på dem spille, og måtte kæmpe mod at klappe i hænderne.

Efterhånden som man kommer Danmark rundt, møder man de folk, Far har forsøgt at hjælpe. Men folk har taget fars råd helt til ekstremerne – og det er op til spillerne at få dem til at finde en mere realistisk løsning på deres problemer.

Da jeg læste scenariet sad jeg og græd, da alt var færdigt. Det var godt, jeg havde fået det ud af verden, for ellers havde jeg grædt af mine spillere, da vi nåede slutningen.

Farfars Nimbus blev nomineret til Juryens Specialpris. At det ikke blev nomineret for (og vandt) Bedste Fortælling er en kæmpe fejl.

Vinterulvene

18049545_10155089297712165_1657415648_oVinterulvene er Warhammer, det er Kristian Bach Petersensk action, og det var fedt. Jeg har efterfølgende fået at vide, at vores spilleder kørte enkelte dele af scenariet forkert, men det er helt OK for mig – vi havde en fed oplevelse.

Det, der var super elegant, var scenariets brug af spillekort. Det er svært for mig at forklare mekanikken konsist (så det har jeg givet op med at gøre), men den var super elegant, og gav rigtig god mening når man sad med kortene foran sig.

Fortællingen handlede om 4 dusørjægere, som var efter Arnold Veerman, som er en værre karl. Fortællingen var meget klassisk Warhammer, men det er helt OK; det virkede som om fokus var mere på mekanik og ACTION!

Vinterulvene blev nomineret til Bedste Virkemidler, som det virkeligt også skulle. Det blev også nominereret til Bedste Formidling, som jeg, som spiller, kan have svært ved at vurdere.

Resten af torsdag gik med at være i baren, og det var faktisk også sidste dag jeg spillede programlagt rollespil.

Fredag

Fredag skulle jeg egentlig have brugt på at spille Maja vil Dø, men allerede da jeg stod op fredag begyndte jeg at have følelser og angst for at spille scenariet (der handler om en ung pige, der vil begå selvmord), så det måtte jeg simpelthen hoppe fra.

Podcast

18034629_10155089298047165_545504369_n
I fuld “reportermode” – mikrofonen er pænt udlånt af podcastens ene producer, Bo Jørgensen

Fredag brugte jeg en god del af dagen på at løbe skolen rundt, og interviewe folk.  Jeg er en af værterne på podcasten “Papstinenser” som Papskubber.dk udgiver, og jeg havde den her idé om et afsnit, som gik lidt mere “bagom” Fastaval end vores Fastaval-afsnit fra sidste år gjorde.

Jeg fik nogle gode interviews med nogle af nøglefolkene bag “Brætspil på Fastaval”, og det er jeg ret glad for. Det var desuden et sjovt øjeblik at se forfatteren og Fastaval-arrangøren Mette Finderups ansigt lyse op, da det gik op for hende, at jeg ikke kom for at snakke af hende om hendes bøger, men rent faktisk var mere interesseret i hendes arrangørarbejde.

Jeg glæder mig til at se, hvad vi får brugt de mange lyd-snaser til. Jeg tror i hvert tilfælde, at jeg fik nogle gode ord ud af de mange interviewede nøglepersoner.

Monster Hearts

Fredag aften gik det helt galt. Jeg spiller i en Vampire-kampagne, som har kørt i 5 år efterhånden – for et par år siden faldt vi, spillerne, over en omgang sprut mens vi spillede, og endte med at vores karakterer også drak (sshh, det var magisk alkohol) og spillede “Jeg har aldrig” – og det gav SÅ meget god character-building, og baggrundshistorier på en god måde, at jeg har rantet om det flere gange til folk i den virkelige verden.

17759741_10211292699406937_4187621465406777930_n
Ja, det er mig med 90’er føle-føle makeup. Hvad I ikke ser er natbukserne, jeg også havde på i baren senere. Og nærmest ingen stirrede mærkeligt. Jeg ❤ Fastaval

Derfor kastede min Monster Hearts gruppe os over alkohollen, kostumer og makeuppen fredag aften, og spillede “Jeg har aldrig”. Det var sjovt – rigtig sjovt – og vi fik en masse godt ud af det. Vi blev desuden VILDT teenage-stive, og jeg har sjældent været så fuld.

Lørdag

Den første lange halvdel af lørdagen blev brugt med hovedet i toilettet. Teenager-stiv passer ikke i 30+-årige mænds kroppe.

Da jeg endelig kom op at stå var det tid til en dejlig traditioner: Ud at spise med konen, Morten og hans kone, Cecilie på kinser-restauranten i Hobro. Jeg skulle faktisk også have været spilleder på I Will Know My Name om aftenen, men der dukkede ikke nok spillere op – heldigvis, for jeg havde det stadig rimeligt skidt.

Brætspil

I stedet brugte jeg lørdag aften på at spille brætspil med dejlige mennesker i den nye kaffekro. Vi spillede både Splendor og Kingsburg, og det var både hyggeligt og rart.

Lørdagen sluttede af med, at vi holdt en forfatter med selskab, mens vi ventede på at scenarie-nomineringerne kom op at hænge. Nåh ja, og hjalp de noget pressede dommere med at få printet deres nominerings-sedler ud.

Søndag

Søndag bestod af korrektur – og endnu mere podcast. Først læste jeg korrektur på et rigtig fint scenariepitch af Tora. Scenariet handler om Triage, og om at tage svære valg i krisesituationer – og jeg håber, hun tager det med på Fastaval igen næste år.

Bagefter var det podcast-tid! Først interviewede Bo Jørgensen Fastavals æresgæst, Jason Matthews – aka. manden bag brætspillet Twilight Struggle. Jeg sad mest bare og så på, men havde da også et enkelt indspark eller to.

Til sidst var der kæmpe podcast; vi mødte drengene fra Århus Studenterradios Brætspilsklub, og lavede et kæmpe podcast-afsnit, med 6 værter der anbefaler spil rundt om et bord. Jeg tror det bliver et helvede for vores producers at få til at lyde godt, men det var sat’me sjovt.

Til sidst var der Otto-festen, i år med nye værter. Det var sjovt, og det var fedt, at den blev livestreamet. Meget mere har jeg vidst ikke at lige at sige om den…

Så, til sidst vil jeg bare gentage Johs’ spørgsmål:

Nå, men hvad spillede du?

Advertisements

Udgivet af

brichs

Bare en glad nørd

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s