En lille fortælling om min søns første D&D spilgang [Gæsteindlæg]

Nej nej, bare rolig – jeg er ikke blevet far. Dagens gæsteindlæg er skrevet af Mads Vogt-Nielsen. Han skrev først om oplevelsen i et indlæg på Facebook, hvor jeg spurgte, om han ikke kunne overtales til at skrive et gæsteindlæg om oplevelsen på bloggen her. Det kunne han heldigvis godt, så uden så meget mere udenomssnak overlader jeg ordet til Mads:

Sidste weekend prøvede min søn Adrian, 8 år, D&D, ja rollespil i det hele taget, for første gang. Og det var en stor succes.

Jeg var GM, Maria (mor) og Lasse (onkel) var også med som spillere. De var level 1 og Adrian havde helt selv fået lov at lave sin karakter. Jeg havde lavet et forsimplet dansk Char-sheet til ham som han nemt kunne navigere.Eventyret gik ud på at de var i en lille by i en skov (Skovby) og der var lidt festlig stemning, men så blev byen angrebet af nogle bitte små grimme gnom-agtige væsner, der sammen med rotter og flagermus stjal alt honning, mælk og friskbagt brød. Karaktererne tog kampen op imod tyvene og fik en del skræmmer i deres forsøg på at stoppe dem. De opdagede dog at der også var nogle enkelte rigtige feer med skurkene, og Adrian, som den eneste der kunne fe-sprog, spurgte feerne hvorfor de stjal deres ting. Feerne hintede at det ikke var helt frivilligt og at “hun” ville have alt det søde.

Meal Bread Sweets Bakery Snack Food

De fik ikke stoppet ting i at blive stjålet men blev så hyret til at skaffe det tilbage.

De fulgte sporene dybt ind i skoven, helt ind i “fe-skoven” [det var en skill challenge]. Her mødte de en træ-fe som, igen, Adrian, kunne tale med og hun fortalte dem om heksen der havde taget bolig i sumpen. Faktisk mødte de ikke træ-feen først. De mødte en kronhjort. Det var kun fordi Adrian valgte at prøve at snakke med hjorten, at træ-feen hørte ham tale fe-sprog og derfor turde vise sig. Det var en generel ting, det med at vælge snak først, men mere om det senere.

Heksens hytte lå ude i en sump og der var en “tjørnehæk” omkring den. Hækken blev dog levende og angreb, og de måtte hugge sig vej igennem. Da de kom tættere på hytten valgte Adrian at snige sig tættere på, alene, (mest fordi han havde indset at de andre var dårlige til det med at snige sig).

Han fandt heksen der havde spist og drukket sig i søvn og lå og snorkede. Onkel Lasse var hurtig til at opfordrer til at hugge hovedet at hende inden hun vågnede, men et crit-miss resulterede i at hun vågnede lige i samme øjeblik sværdet faldt. De to andre stormede ind i hytten og det blev en tæt kamp hvor heksen i sidste ende mistede hovedet. Feerne var også blevet frie igen, da heksen havde tvunget dem til at hjælpe sig.

Ting jeg bemærkede:

  • Adrian spiller masser af voldelige spil, hvor kamp er målet. Men alligevel var hans første instinkt ved hvert encounter at snakke med dem de mødte. Det var faktisk også meningen de skulle have snakket med heksen, men der fik blodtørsten lige en tand, hjulpet lidt på vej af Onklen – den erfarne D&D spiller. Det skal dog nok lige tilføjes at vi et par gange har lavet godnathistorier sammen ala ”you’re the hero”, hvor jeg har digtet en historie hvor han har bestemt hvad hovedpersonen skulle gøre.
  • Han forstod nemt reglerne og blev hurtig til at vide hvad han skulle plusse og finde ud af hvilke terning der var hvilke.
  • Han havde lidt svært ved konceptet om initiativ og at skulle vente på sin tur i starten af en ny kamp, men det var ikke et problem så snart kampen var i gang.
  • Igennem de få timers spil blev hans udstyr løbende opgraderet fra kniv-> kortsværd-> langsværd. Det var ikke et problem for ham at forstå, men heller ikke så vigtigt for ham. Han brugte også gerne sin bue ofte selvom han med +0 Dex var langt bedre i nærkamp. Moren var dog glad da hendes barbar fik en rigtig kampøkse i stedet for en et-hånds kølle.
  • Vi havde det alle sjovt, det føltes ikke som at “spille for hans skyld” eller måtte “holde det på hans niveau”.

Han var klar på at spille igen dagen efter, men med en ny karakter. For at prøve noget nyt. Det har der dog ikke lige været tid til endnu.

Mine overvejelser før spillet.

Det var helt bevist at eventyret blev bygget op omkring hans karakter. Det var også helt bevist at dem de skulle snakke med undervejs kun kunne snakke med ham, da de andre ikke kunne sylvan. På den måde sikrede jeg at han fik hans ”tid i spotlyset” og jeg sikrede også at de to voksne ikke kunne blande sig i samtalen så han blev nød til at være den der snakkede med NPC’erne.

cube-568105_960_720

Jeg havde lidt en frygt for at de to voksne spillere ville have mere karakter af biroller, men det føltes nu ikke sådan under selve spillet. Og jeg havde måske ikke behøvet at ’tvinge’ fokus så meget hen på hans karakter som jeg gjorde.  Men ville stadigvæk have lavet mindst en scene bare til ham. Havde der været flere børn med ville jeg også lavet minimum en scene til hver karakter som kun denne kunne løse. Det værste som ny spiller er at føle sig overflødig. Det gælder endnu mere for børn.

Jeg ville gerne have han fik en følelse af ”the circle of fun”. Dvs. Du får bedre udstyr og kan slås imod svære monstre. Men det vidste sig ikke at være et vigtigt fokus for ham. Jeg har før spillet med børn (dog lidt ældre) hvor den del var meget vigtigt. Det er jo sådan man kender det fra mange computer RPG spil.

Crunch

For dem som er nysgerrige i crunch.

De var 3 level 1 chars (Ranger, Bard og Barbarian) med standard stat-array. De blev nerfed lidt i udstyr så de kunne nå at få en følelse af ”opgradering” under spillet.

Første kamp imod de små mini-gnomer (Jermlaine) bestod af en masse CR:0 rotter og nogle CR:0 Jermlaine. Der var en boss Jermlaine på en Giant rat, samt en enkelt Swarm of Rats som bossen tilkaldte med et horn. Der var også et par Sprites, men det var ikke meningen de egentlig skulle i kamp med dem, og heldigvis valgte Adrian også at snakke med dem og ikke angribe dem. Der var også nogle flagermuse-ryttere med nets, men de kom ikke i spil. Jeg havde lidt undervurderet hvor farlige 10-15 stks CR:0 faktisk er. For selvom de kun gør 1 i skade når de rammer, så kan en level 1 PC generelt kun dræbe én per tur. Heldigvis fyrede barden en thunderwave af.

Efter kampen fik de et short rest og fik også lidt bedre udstyr. Inkl. en potion og en ”mana potion” der gav et spell slot igen, den fandt jeg på, på stedet så barden havde lidt magi til resten af aftenen.

Så var der en skill challenge, havde de klaret den dårligt var de blevet exhaustet. Og de fik lov at bruge og beskrive brugen af deres skills.

Mødet med dryaden var med vilje sat op til ikke at skulle være kamp med hende. De fik så også hjorten med sig og den var faktisk god til at slås. (Brugte stats på en Elk fra MM). De fik også lidt ekstra udstyr her, inkl. et par healing potions mere.

”Tjørnehækken” bestod af en masse Blight’s også fra MM. Inkl. en Vine-blight som de skulle forsøge at snige sig uden om, men endte med at måtte ’fælde’.

Heksen var en Green hag (CR:2). Som sagt var det egentlig ikke meningen de skulle have kæmpet imod hende. Hun kunne godt været blevet truet til at fortrække sig, eller bestukket til det det. Men det kom til kamp, og det var også fint, en hård boss-battle som afslutning er på sin plads i D&D. Jeg havde en bunke Sprites og Pixies i baghånden der kunne komme og hjælpe hvis det begyndte at se for sort ud. Men det klarede den selv.

Peter er tilbage igen her: Jeg vil bare gerne slutte af med at takke Mads for hans indlæg. Det var super interessant læsning, og jeg håber også, at andre end jeg nød den.

Advertisements

Udgivet af

brichs

Bare en glad nørd

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s