The End of the World [Anmeldelse]

Så er det tid til endnu en anmeldelse af et rollespilssystem. Det er ved at være lang tid siden jeg har kigget på et sådant – sidste gang var det Dread, som kom under luppen. I dag er det tid til at kig på en hel serie af spil (som dog alle bruger samme regler), nemlig The End of the World af Fantasy Flight Games.

The End of the World er en rollespilsserie, hvor du spiller noget så vildt som…dig selv. Det mest interessante kommer altså ikke ved, at du spiller noget helt ukendt, men det interessante er i stedet, hvad der sker rundt om dig. I dette tilfælde sker der det, at jorden går under – og hver af de fire bøger i serien fokuserer så på én af fire mulige apokalypser.

De 4 apokalypser er zombier (i bogen Zombie Apocalypse), Cthulhu-agtige Old Ones (i bogen Wrath of the Gods), rumvæsner (i bogen Alien Invasion) eller Terminator-agtige robotter og AI’er (i bogen Revolt of the Machines).

Full Disclosure: Jeg arbejder til dagligt som sælger i Asmodee-koncernen, hvor Fantasy Flight Games (som har udgivet bøgerne, jeg anmelder) også hører under. Jeg har aldrig solgt en af disse bøger, og mit kernesegment er ikke disse bøger – og (uden at spoile min endelige vurdering allerede nu) jeg skulle ikke mene, jeg er unfair på den baggrund i min anmeldelse. Læs selv, og vurder 😉

Advertisement

Mørke Guders Templer [Anmeldelse]

For folk, som kender mig, er det ingen hemmelighed at jeg elsker novellesamlinger – det samme gør sig reelt også gældende for tegneserie antologier. Jeg tror det har noget at gøre med de meget tighte historier, en god forfatter får ud af det noget kortere format.

Et godt eksempel er Stephen Kings mange novelle samlinger, hvor jeg personligt har fundet nogle af de bedste historier, han har skrevet. Jeg synes at hans romaner i dag er noget dårligere, end hans ældre (The Stand er noget af det bedste, manden har skrevet, i min bog), mens hans novelle samlinger har stadig samme punch. 

Da jeg blev tilbudt et anmeldereksemplar af Mørke Guders Templer var jeg hooked på ideen om dansk fantasy i novelleform. Desværre tog det mig lang tid at kæmpe mig igennem samlingen… Men det var et sidespring – lad os i stedet komme i gang med anmeldelsen. 

Sword & Sorcery

Mørke Guders Templer er en dansk novellesamling, hvor novellerne er samlet på baggrund af et fælles tema: Sword & Sorcery genren. Men hvad dækker den over?

Du kan læse alt om genren i bogens noget belærende forord, der har travlt med, småbittert, at fortælle omkring genren, og hvorfor ingen danske forlag eller forfattere gør den ære. Og det skal Mørke Guders Templer rode bod på!

Genren Sword & Sorcery dækker over historier om helte, som er helte, fordi de er helte! Kringlet? Måske hjælper det, hvis vi bruger termet Heroisk  Fantasy, som foreslået i forordet.

Novellerne

Samlingen indeholder 11 noveller. Jeg vil ganske kort sige nogle ord om de enkelte noveller.

Menneskejagt Martin W. Jürgensen er et højdepunkt i samlingen, og et godt valg til første novelle. (Det er en skam, at det går noget ned ad bakke herfra, men mere om det om lidt…) Historien er grum, de blodige scener er velskrevne; men jeg har lidt følelsen af, at forfatteren gerne ville have skrevet en roman, men ikke nåede det, og skrev en hurtig afslutning midt i sin historie. Det er grumt (rangerende Grimdark), det er velskrevet – desværre er det bare…tomt, i sidste ende

Caels øje af Helle Jakobsens var slet ikke mig. Den surrealistiske historie hev mig helt ud af narrativet konstant, og tre-fjerdel af vejen igennem måtte jeg give op.

En sang om vand af Amdi Silvestri havde lidt bedre takter. En ganske ok historie om en formskifter, jeg dog følte faldt lidt for meget i nogle klichéer. Novellen startede godt, men løb tør for momentum lidt over halvvejs.

Mørke Guders Templer af Christina E. Ebbesen står for mig som et højdepunkt i samlingen. Historien har den helt rigtige balance mellem verdensopbygning, karakterer og plot. Historien om Ztridz og de andre Sodelvere, der besudler deres blod med aske fra et helligt træ, og som nu ernærer sig selv som lejesoldater, ramte noget helt rigtigt. En verden, jeg gerne vil besøge igen; enten som en ny  novelle, eller i rollespil…

Dødedagene af Bjarke Larsen er desværre meget mere generisk fantasy. Det interessante er, at vi ser det fra skurkens synspunkt, men det er så også det mest interessante ved den novelle.

Hvis Dødedagene er generisk fantasy, så ved jeg ikke helt hvad jeg skal kalde Vandrerens dagbog af Michael Dyst. Verdenen er set tusinde gange før, hovedpersonen er definitionen af uinteressant og…sker der rent faktisk noget under hele novellen?

Den grå guds tempel af Flemming Rasch er for mig en svær størrelse. I Mortens anmeldelse af novellesamlingen skriver Morten, at han synes den er meget genrebevidst – jeg synes bare den svælgede i klichéer. Vores hovedperson er dog mere interessant end i de sidste par noveller, og jeg hyggede mig med historien –  uanset, om den var fyldt med klicheer eller ej.

Karzul – stjernekoglerens forbandelse af Jacob Andersen er et forsøg på at skrive en mere humoristisk indslag, og efter de mange, seriøse og mere kedelige noveller var den et friskt pust.

Tårernes konge af Lars Kramhøft  er indbegrebet af den følelse, jeg fik, da jeg læste Menneskejagt tidligere i samlingen – at vi har at gøre med en historie, som et skrevet som de første 2-3 kapitler af en planlagt roman…og de så lige er ført ind som en novelle. Der mangler den der ubeskrivelige je-ne-sais-quoi… Tja.

Oprørere af Rasmus Wichmann (som også er redaktør på samlingen) foregår, i modsætning til de andre noveller,i en verden noget tættere på vores (Ja, Tårernes Konge er i  Persien,men jeg får mere magi og mystik i den novelle), og det rev mig ud af novellen totalt. Det er en personlig præference, men romerriget siger mig ingenting – slet ikke, når jeg forventer fantasy.

Den yderste dag af Thomas Hverrin er noget mere fantasy, og igen et tiltrængt pust efter nogle noget kedelige historier. Jorden er gået under, der er Cthulhu-vibes, og alting er mere episk end de sidste par noveller. En fin afslutning på samlingen.

Alt i alt…

Når alt kommer til alt var Mørke Guders Templer en skuffende omgang, der tog mig mange  måneder, og mange forsøg at komme igennem. I sidste ende var det klart et tilfælde af pligt-læsning, der gjorde jeg fik kæmpet mig igennem de mere kedelige og intetsigende af novellerne.

Mørke Guders Templer, Den Yderste Dag, Den Grå Guds Templer og Menneskejagt træder frem som de fire noveller, jeg kunne finde på af genbesøge – med titel-novellen som den klare favorit.

Udover at flere af historierne ikke just var min kop te, er bogen fyldt med fejl. Der er slåfejl, der er forskellige skrifttyper, nogle af forfatterne har klart ord eller sætninger, de er mægtigt glade for – med andre ord, bogen kunne godt lige have brugt et ekstra sæt redaktør- og korrekturlæser-øjne på sig.

Jeg gav bogen 2 stjerner på Goodreads, og det er med den rating, jeg vil afslutte anmeldelsen. Du behøver ikke læse Mørke Guders Templer.

Mystery Rooms – del 2

For et halvt års tid siden anmeldte jeg 5 forskellige Mystery Rooms i København. Siden april har jeg været afsted i endnu flere rum, og det giver anledning til endnu et indlæg på bloggen.

Ligesom sidste gang vil jeg stjæle definitionen af et Mystery Room fra Mystery Makers:

Vi spærrer dig og dit hold inde i et mystisk rum. For at komme ud må I finde kryptiske objekter, løse gåder og knække koder. Hvis I skal nå det i tide, må I tænke hurtigt og opdage hinandens skjulte talenter.
I har 60 minutter til at slippe ud.

Vi har efterhånden samlet en fasttømret gruppe, som har været ude og besøge en god portion rum…og så har konen og jeg været gruppen utro og prøvet et rum i den anden ende af landet. Mere om det senere…

Mystery Rooms i København

OPDATERING 12/4-2016: Efter endnu et besøg hos ClockedIn har jeg opdateret min anmeldelse af dem. Det er kun til det bedre!

Jeg har gennem de seneste måneder været i nogle forskellige Mystery Rooms i København. For dem, der ikke ved hvad et Mystery Room er, vil jeg tillade mig at stjæle formuleringen fra Mystery Makers:

Vi spærrer dig og dit hold inde i et mystisk rum. For at komme ud må I finde kryptiske objekter, løse gåder og knække koder. Hvis I skal nå det i tide, må I tænke hurtigt og opdage hinandens skjulte talenter.
I har 60 minutter til at slippe ud.

Og – for at være helt ærlig – det er skideskægt. Der er rigtig mange Myster Rooms i København; så sent som i dag har jeg hørt om et nyt, jeg aldrig har hørt om før! Jeg vil her tage et kig på tre af de udbydere, der er i København, og lave en slags anmeldelse af de rum, jeg har været i. Der kommer ikke til at være nogle spoilers af de forskellige puslespil, og heller ingen billeder fra rummene (da det ville ødelægge overraskelsen).

Dread [Indie RPG]

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg både nyder et godt gys og et godt rollespil – den “long-term” kampagne, jeg er spiller i, har givet mig nogle af de bedste gys, jeg har haft i mit liv. Jeg har spillet nogle fantastiske horror-oneshots på Fastaval og Viking-Con. Jeg elsker et godt gys – kort og godt.

Derfor blev jeg glad, da jeg for nogle år siden hørte om Dread er et indie-rollespil af Epidiah Ravachol, der emulerer de klassiske gyserfilm. Systemet er ikke bange for at slå karaktererne ihjel (nærmest tværtimod) og bruger samtidig noget så skørt som Klodsmajor til at skabe spænding i spillet. Men hvordan fungerer spillet så? Læs med her, hvor jeg kigger nærmere på det.

The Disease [Indie tegneserie]

Som glad zombie-fanatiker, fangede The Disease mine øjne så snart jeg så omtale omkring den på Facebook – James Mulholland, som er forfatteren bag tegneserien, er medlem af en af de samme tegneserie-grupper som jeg, og det er gennem den, jeg faldt over den.

The Disease er, i bedste The Walking Dead-stil, en sort/hvid tegneserie sat efter jorden er gået under på grund af et zombieudbrud. Men kan den bringe noget, som The Walking Dead ikke kunne? Læs med, og find ud af det…