For et halvt års tid siden anmeldte jeg 5 forskellige Mystery Rooms i København. Siden april har jeg været afsted i endnu flere rum, og det giver anledning til endnu et indlæg på bloggen.
Ligesom sidste gang vil jeg stjæle definitionen af et Mystery Room fra Mystery Makers:
Vi spærrer dig og dit hold inde i et mystisk rum. For at komme ud må I finde kryptiske objekter, løse gåder og knække koder. Hvis I skal nå det i tide, må I tænke hurtigt og opdage hinandens skjulte talenter.
I har 60 minutter til at slippe ud.
Vi har efterhånden samlet en fasttømret gruppe, som har været ude og besøge en god portion rum…og så har konen og jeg været gruppen utro og prøvet et rum i den anden ende af landet. Mere om det senere…
Ligesom sidste gang vil jeg starte med Mystery Makers, hvor vi denne gang har været så heldige at besøge The Killing Room, hvor vi er låst inde i et rum af en gal seriemorder. Mystery Makers har 2 rum, og derudover en skattejagt i Kongens Have og en på Christiansborg (!) – og der er endnu et regulært rum på vej i løbet af efteråret.
Vi var inde og besøge rummet umiddelbart efter den københavnske metal-festival Copenhell, og prøvede (via en kupon fra Copenhells katalog) en særlig “COPENHELL EXTREME EDITION” af rummet. Det betød, at vi – foruden at skulle igennem det normale rum – konstant hørte rimelig høj metal, at al lyset var slukket (og vi havde kun dårlige lommelygter) samt at flere af os var sat sammen med håndjern. Men allerførst bliver gruppen skilt af gamemasteren, og bliver faktisk låst inde i 2(!) rum.
For en gruppe (efterhånden) erfarne Mystery Room’ere var dette rum lidt en skuffelse. Der var nogle gode puzzles, og det med at vi var delt op gav mening halvvejs igennem oplevelsen…men selv med kun tre i vores rum, havde vi meget ofte situationer, hvor vi stod 2 og løste puzzles mens den sidste ikke rigtigt havde noget at lave.
Mystery Makers havde dog et godt rum, og er klart et sted jeg vil anbefale til andre. Personalet var oplagt, og vi havde (trods det med at stå og vente på hinanden) en god oplevelse.
Vores gruppe savnede også en “best of”-tavle, som mange rum har – altså en tavle over de 30-40 bedste tider, så man kan se “hvor god” man har været (eller se den tid, man forsøger “at slå”).
Det næste, jeg gerne vil kigge på, er Escape Room by Midgaard Event – et rimeligt nyt rum, der er dukket op på Østerbro. Midgaard Event har overtaget et andet firmas Mystery Room, og bygget deres eget rum her. De har pt. kun det ene rum (Da Vinci Room), som de til gengæld har i tre kopier.
Det var et godt rum, fyldt med “Åh!”-overraskelser og masser af gode gåder. Der var en tand for lidt at tage sig til for en gruppe på 5 deltagere, men så er det godt, at vi er gode til at give hinanden plads.
Midgaard Event markerer også første gang, vi er kommet til at ødelægge rummets flow i en sådan grad, som vi gjorde her. Vi kom til at gætte koden på en lås ALT for tidligt i rummet, hvilket resulterede i, at vi til sidst stod med tre clues, vi ikke vidste, hvad vi skulle bruge til…indtil vi pludselig løste gåden og tænkte: “Jamen, det clue har vi da allerede brugt…?”
Personalet virkede en smule forvirret, men ganske imødekommende og flinks – og jeg må indrømme, at priserne på de drikkevarer, de tilbyder, er for høje. 79,00 kr. for chips og sodavand (pr. person) synes jeg er i overkanten, og at betale 100,00 kr. for salte mandler og oliven oveni de 249,00 den billigste flaske bobler koster er decideret urimeligt i min optik.
Igen savnede vi en “best of” tavle – det er fint nok at få at vide at vi “vidst nok har haft en af de bedste tider”, men det er næsten at gnide salt i såret, når man er vant til så fine tavler hos mange andre. Hvis Midgaard Event laver et nyt rum, vil jeg klart dukke op igen.
De sidste københavnske rum, vi har prøvet, er fra Keyhunt, som ligger lige ved Nørreport St. Keyhunt har 3 rum – Piratskibet (som er deres “begynderrum”), Faraoens Forbandelse og Testamentet. Vi har prøvet både Faraoens Forbandelse og Testamentet.
Keyhunt er denne omgangs vinder; deres rum er bygget anderledes op end de fleste Mystery Rooms vi har været i. Hvor de fleste rum har en klar vej, du skal gennemgå for at komme ud, har Keyhunts rum mange veje mod udgangen. Med andre ord er alle puzzles synlige fra starten, og det betyder, at alle har mulighed for at være i gang på samme tid.
Rummene er samtidig meget stemningsfyldte, og her er endda videoer, som til en start sætter dig ind i historien og sætter dig ekstra ind i stemningen (omend videoerne er en kende cheesy).
Personalet har også været vildt oplagte begge gange vi har været der, og er kommet med udfordringer til os – og har været helt klar på at efterkomme vores ønske om, at vi ikke ønsker at få clues; en ting de andre rum ikke helt har været så gode til at efterkomme. Og her var en “Best of”-tavle, så vi kunne se, hvad vi havde at kæmpe imod.
Jeg tror, at vi i gruppen, er rimeligt enige om, at KeyHunt har leveret de bedste Mystery Rooms i København indtil videre. Hvilket bringer mig direkte videre til genne anmeldelses BONUS-MYSTERY ROOM! (indsæt selv en passende fanfare)
Out of the Box hedder rummet, som konen og jeg besøgte, da vi var på sommerhustur i den lille flække Roslev i det nordlige jylland. Out of the Box udmærker sig ved, at alt i rummet er lavet af pap. Ja, TV’et, radioen, kuk-uret – selv møblerne – er lavet af gamle papkasser.
Her var nogle vildt sjove puzzles, som virkeligt tog udgangspunkt i det med at alt var lavet af pap – og det faktum, at det er et blødt materiale, som kan mange ting.
Selve stedet var en sjov størrelse; rummet ligger på loftet på en lade, ved en bondegård i midten af ingenting en lille halv times tid fra Struer. Værtsparret bestod af en lettere introvært (høhø) mand, og hans kone, som ikke talte et ord dansk. Og så kostede rummet den nette sum af 300(!!) kr. – en klar kontrast til de Københavnske priser, som let koster 300,00 kr. pr snude.
Hvis du på noget tidspunkt befinder dig i nærheden af Roslev, så får Out of the Box 100% min varmeste anbefaling.
Og det var alt for denne gang. “Denne gang?” spørger du måske – ja, for der er stadig flere rum i København, jeg ikke har besøgt.. så mon ikke, der kommer flere anmeldelser. Min gruppe har så godt som taget et mystery room pr. måned, og det antager jeg ikke stopper foreløbigt.